PRESSEMEDDELELSE “Selvhjælp og netværk” starter igen.

Nu er rammerne klar, til at “selvhjælp og netværk" starter igen. Hvis du går rundt med en udfordring der tynger dig, og du tænker at en samtale-gruppe kan hjælpe dig videre, skal du kontakte Lis i Kontakt mellem Mennesker.

Vi kan tilbyde selvhjælpsgrupper med en tovholder, der er med så længe gruppen har brug for det, men også 1-3 samtaler med en coach, hvor du bliver klogere på, hvordan du selv kan arbejde med tingene. Emnet kan være lige netop det, du har brug for at arbejde med: stress, sorg, ensomhed, angst, spiseforstyrrelse, miljøet, pårørende m.m.. Kontakt Lis på tlf. 4274 5710 eller på selvhjaelp@kontaktmellemmennesker.dk. Du kan bestille tid til en samtale eller komme ind om torsdagen kl. 10-14 i "åbent” kontor.

Som et nyt tilbud bliver der også en samtale-café hver 14. dag, hvor du er velkommen til at deltage, indtil der er deltagere nok til at danne en gruppe med det emne, du går og tumler med. I caféen vil der være 1 eller 2 tovholdere, der sørger for at vi får afstemt vores
forventninger, og at alle kan komme til orde. Der er kaffe og te på kanden, og plads til at sætte ord på udfordringerne. Det der er fælles for cafédeltagerne er, at I har besluttet at gøre noget ved det, der fylder for meget i livet. Hvis flere kommer med det samme tema, er vi allerede på vej til at have en gruppe, hvor der kan arbejdes mere målrettet, og vi søger en tovholder.

Allerede nu skal vi bruge en tovholder til en gruppe med stress som tema, og til transkønnede unge.

Caféen starter tirsdag d. 17. marts, kl. 16-17.30 i Kontakt mellem Menneskers spisestue. Det er i Frivillighuset, Havnegade 3A, 5700 Svendborg og vi mødes herefter tirsdage i lige uger. Du kan tilmelde dig på 4274 5710.