Fyn rundt på krykker

Frivilligcenter sydfyn Kontakt mellem MenneskerGå dig Glad
Onsdag d. 17.01.18

PRESSEMEDDELELSE

Frank Sørensen - Fyn rundt på krykkerFrank Sørensen, 35 år, Svendborg, har sat sig for at gå Fyn rundt i etaper – på krykker vel at bemærke.

Det er ikke helt nyt for Frank at gå på langtur. Sidste år gik han Bornholm rundt, også på krykker, og det er planen at det skal gentages igen i år. Men det er første gang at Frank tager turen rundt om Fyn, og planen er at han hen over de næste par måneder, hver anden lørdag, går 30-50 km pr. tur, indtil han er nået hele vejen rundt. Og dét er noget af en succeshistorie, der ellers ikke lige umiddelbart lå i kortene for Franks fremtid.

En alvorlig trafikulykke

I februar 2003 var Frank ude for en alvorlig trafikulykke der knuste hele hans højre side. Prognosen var dårlig, og da han kom op af sengen, var det med støtte af en rollator. Lægerne mente, at Frank ville ende i en kørestol inden han blev 50. Men Frank ville det anderledes.

Det startede ikke alt for lyst ud. Da Frank for ca. 4 år siden fik tilkendt førtidspension sad han hjemme og ville helst ikke uden for en dør, mest af alt gik dagene med at se fjernsyn og spille computer. For 2 år siden besluttede Frank sig for, at der skulle ske noget andet, og meldte sig som frivillig i Kontakt mellem Menneskers genbrugsbutik, Genbrugskontakten. Og det blev et vendepunkt.

Til start arbejdede Frank 2 timer 2 gange om ugen, og turen til og fra det frivillige arbejde foregik med rollator. Som Frank fortæller: ”Det var nærmest umuligt. At bevæge sig i Svendborg by med rollator er vildt besværligt, og så fik jeg ondt i ryggen af at gå bøjet over rollatoren”. I dag er Frank fortsat frivillig i Genbrugskontakten, nu 4 gange 2 timer om ugen, og som han siger ”Det har ændret mit liv, fuldstændigt!”.

”Kontakt mellem Mennesker”, Sydfyns frivilligcenter, giver madpakken

Som frivillig i Genbrugskontakten oplevede Frank at blive en del af et fællesskab, at have noget at stå op til og at få et indhold i tilværelsen der smittede positivt af på lysten til livet. Det gav ham også overskuddet til at give sig selv et spark bagi – og på egen hånd fik Frank med tiden trænet sig op til at kunne gå med støtte af krykker, og kunne stille rollatoren væk.

Frank Sørensen - Fyn rundt på krykkerOg det er i taknemmelighed for denne nye chance, at Frank har valgt at gå turen med logoet fra ”Kontakt mellem Mennesker” samt ”Gå dig Glad” trykt på sin refleksvest. Fordi han ønsker at gøre opmærksom på stedets aktiviteter, og på den betydning stedet har haft for hans egen historie. ”Kontakt mellem Mennesker” støtter Frank på hans tur rundt, dels ved at give et tilskud til madpakke på turene, og dels ved at have kontaktet frivilligcentrene rundt om på Fyn, for at høre om de gi’r en kop kaffe på Franks tur rundt, hvis turen naturligt falder forbi.

Følgende Frivilligcentre, der ligger på Franks rute, tager varmt imod med en god kop kaffe: Frivilligcenter Nyborg, Frivilligcenter Odense/Borgernes hus,

Vi ønsker rigtig god tur, hils gerne på hvis I møder ham på turen.

Indslag på TV2 Fyn om Frank der går Fyn rundt på krykker

TV2 var forbi Genbrugskontakten, Vestergade 93, for et par uger siden for at lave et indslag om Frank og hans utrolige historie – en historie der blandt andet handler om at finde lysten og viljen til et godt liv igen, efter en dramatisk trafikulykke. En del af historien er også, at Frank gennem sit frivillige arbejde i Kontakt mellem Menneskers Genbrugsbutik, Genbrugskontakten, vendte nat til dag, og kæmpede sig fri af sin rollator.

Se TV2 indslaget her om Frank og hans viljestyrke til at vende tilbage til en, næsten helt normal, og velfungerende tilværelse – en mulighed der ellers var næsten utænkelig, da Frank efter en voldsom trafikulykke i 2004, blev spået at ende i en kørestol.

https://www.tv2fyn.dk/artikel/bil-og-krop-smadret-nu-gaar-han-fyn-rundt-paa-krykker

Det´ sørme – det´ sandt – de´cember … (næsten)

og december betyder én ting især – JUL. 

Igen i år arrangerer Frivilligcenter Sydfyn/Kontakt mellem Mennesker juleaftensfest i
Skallen; i år for 20. gang.
Juleaften i Skallen er for alle, der har lyst til at være sammen med andre mennesker på denne højtidsaften og deltage i de traditionelle danske juleaktiviteter: Spisning, sang, dans om juletræ og gaver til de søde børn, og det er jo alle børn!

Festen kan holdes fordi forretninger og virksomheder i det sydfynske hjælper til med sponsorater og en stor gruppe frivillige hjælpere donerer deres tid. Selvfølgelig kommer Julemanden på besøg; ellers var det ikke rigtig juleaften. Måske er det vigtigste ved arrangementet netop denne juleånd der byder velkommen i det glade fællesskab. Flere frivillige hjælpere har været med næsten lige så længe der har været en fest. Det siger meget klarere end nogen annonce eller reklame, hvilken dejlig aften de oplever.
Både sponsorer og de frivillige hjælpere skal allerede her have en dybfølt tak for indsatsen. Uden jer, ingen fest.

Billetter til Juleaften i Skallen kan købes ved personligt fremmøde fra torsdag den 1. december til og med torsdag den 22. december hos Kontakt mellem Mennesker på Havnegade 3.
Pris pr. person 25 kr. Alle børn får en gave og der er flere gevinster at vinde for de voksne.
Kontakt mellem Mennesker er åben mandag – torsdag 10-16.

Striber af ildsjæle – kom og snus!

Presse d. 22.09.2016

Sæt kryds i kalenderen og mød striber af ildsjæle og deres foreninger.
Traditionen tro afholder Kontakt mellem Mennesker Foreningsmarked med byens frivillige sociale foreninger.

Arrangementet finder sted på Ramsherred ved Torvet i Svendborg, lørdag den 1. oktober kl. 10-13.
Du kan blandt andet møde det nye ”Barnets Blå Hus”, Hjerteforeningen, Genbrugskontakten og mange andre frivillige sociale foreninger. Der vil være musikalske indslag fra Bandet Impuls.

Snus rundt, snak med de frivillige ildsjæle og se hvad den frivillige verden har at byde på.
For mere information se www.kontaktmellemmennesker.dk.

Generalforsamling i Frivilligcentret

Presse 17. marts 2016

Frivilligcenter Sydfyn/Kontakt mellem Mennesker afholdt generalforsamling mandag den 14. marts i Frivillighuset. Det har været et ekstremt travlt år for frivilligcentret, som bl.a. har fået støtte fra Trygfonden til to forskellige projekter og også har flere samarbejder i gang med Svendborg Kommune, bl.a. om det kommende demensby.

Sidste år var frivilligcentrets leders 25 års jubilæum. Susanne Aasholm har været ansat i Kontakt mellem Mennesker siden det hele begyndte med socialrådgiver Lone Møller som initiativtager i 1989. Susanne har været daglig leder siden 1999.

I år siger frivilligcentret farvel til endnu en 25 års jubilar, nemlig Kirsten Ljungdalh, næstformand for bestyrelsen. Kirsten meldte sig som frivillig da hun forlod arbejdsmarkedet og har været i gang, i flere roller, i årenes løb. Kirsten fortsætter i arbejdsgruppen for frivilligcentrets genbrugsbutik GenbrugsKontakten, men vil ikke længere være bestyrelsesmedlem. Erik Witten, som nu er suppleant til bestyrelsen, overtager denne plads som medlem og Per Krone bliver centrets nye suppleant. Graham Thompson fortsætter som den anden suppleant. Bestyrelsesmedlemmer Erik Ejlersen, formand, Erwin Hentzer, Karen Strandhave og Helen Ramsdal fortsætter ligeledes. Tænk bare, 25 år som frivillig det samme sted! Det er noget der giver livsglæde.

En særlig TAK blev givet til GenbrugsKontakten, der støtter frivilligcentrets arbejde i Svendborg økonomisk. Uden den fabelagtige indsats fra butikkens frivillige kunne frivilligcentret slet og ret ikke fortsætte sit virke fra år til år.

Det var derfor en meget tilfreds bestyrelsesformand der kunne berette om travlhed – ind imellem træthed – af den absolut bedste slags. Med en fin kommunal støtte, dygtige frivillige, nye projekter såsom Gå Dig Glad og gamle projekter som den internationale mødregruppe Mamma Mia, i gang med gruppe nr. 16. Se frivilligcentrets ugentlige annonce for et indblik i, hvad der mere er i gang i dit frivilligcenter.

Kvinde, dit liv er i Danmark

Kvinde, dit liv er i Danmark, hedder projektet. Det retter sig mod kvinder fra mindre minoritetsgrupper og bagved står Frivilligcenter Sydfyn/Kontakt mellem Mennesker. Frivilligcentret har modtaget 98.600 kr. fra Trygfonden til at støtte projektet, som starter i november. Checken blev overrakt af Jane Heitman, (V) Folketingsmedlem fra Faaborg-Midtfyn og ordfører for Psykiatri og Forebyggelse.

Baggrunden for at udvikle dette projekt er en oplevelse og erkendelse af, at mange kvinder der netop kommer fra mindre minoritetsgrupper er ensomme, isolerede og ofte deprimerede. De mangler et fællesskab som de kan identificere sig med. Kontakt mellem Mennesker og de frivillige vil gerne skabe et tilbud i samarbejde med kvinderne, et tilbud som kan hjælpe dem med at forstå det danske samfund, komme ud af deres isolation og erkende, at det er her deres fremtid ligger.

Trygfonden har valgt at støtte dette projekt netop fordi målet er at hjælpe en sårbar gruppe videre i livet i lokalsamfundet Svendborg og landet Danmark. Ja, at bidrage til denne gruppes tryghed.

Kontakt mellem Mennesker har formidlet frivilligt arbejde i 25 år. Kvinde, dit liv er i Danmark bliver hovedsageligt kørt at frivillige; nogle har før været aktiv i projekthuset Anemonen, der blev et samlingspunkt for mange indvandrere i og omkring bydelen Byparken. Kontakt mellem Mennesker har åbnet en ugentlig cafe i frivillighuset – hos Narges – hvor centrets iranske medarbejder er værtinde. Cafeen giver mennesker der mangler et socialt netværk et roligt sted at komme og opleve fællesskab og opmærksomhed. Cafeen har tiltrukket en broget gruppe frivillige, bl.a. en dansk lærer med en diplomuddannelse i ernæring og sundhed. Hun har konkret erfaring fra et sundhedsprojekt for overvægtige kvinder med anden etnisk baggrund. En marokkansk frivillig er også medlem af Svendborg Integrationsråd. Cafeens succes har inspireret de 3 kvinder til at udvikle dette projekt med aktiviteter der giver et større fællesskab samt bedre sundhed. Aktiviteterne bliver skabt i samarbejde med kvinderne selv fordi gruppen anser det for vigtigt at projektet gror nedefra og op.

(På billedet: Jane Heitman fra Trygfonden overrækker checken for 98.000 kr. til Erik Ejlersen, bestyrelsesformand, Kontakt mellem Mennesker. Også med er initiativtagerne til projektet, Birthe Sørensen, Narges Samimi og Zineb Rhouioaud.)

Initiativ for Krigs Veteraner

Vi har i Danmark fået flere og flere Krigs Veteraner. Mange af dem har behov for at tale med andre som har oplevet det samme som dem selv, og søger et uformelt samvær. Der er dog kun tre veteranhjem i Danmark; det nærmeste er i Fredericia. Det føles langt væk for mange her i vores lokale område. Der har manglet et mødested hvor Krigs Veteraner kunne møde og snakke med andre ligesindede lokalt. Nu er det muligt at mødes i Frivillighuset på Havnegade, hvor der er gode lokaler og handicapvenlige faciliteter.

Initiativtageren opfordrer derfor andre Krigs Veteraner til at melde sig, så de sammen kan lave nogle møder her i Svendborg. Det kunne være en dag eller en aften 1 eller 2 gange om måneden, eller noget helt andet. Det er op til de fremmødte, hvad aftalen bliver. Ind imellem er nogle fælles ture en mulighed, f.eks. til kaserner, militære monumenter, museer eller andet af interesse.

Er du Krigs Veteran og gerne vil møde andre, kontakt Frivilligcentret Kontakt mellem Mennesker, 62 20 11 33 eller info@kontaktmellemmennesker.dk

Som Veteran er omfattet:

  • -Militært og civilt ansatte i Forsvaret.
  • -Hjemmeværnets frivillige.
  • -Politi
  • -Ansatte og frivillige i Beredskabskorpset
  • -Nødhjælpsarbejdere
  • -Journalister
  • -mfl.

Kort sagt, alle, der i forbindelse med deres arbejde har opholdt sig i krigszoner/ uroplagede områder. 

Flygtninge samarbejde

Kontakt mellem Mennesker er tovholder på flygtninge samarbejdet med kommunen, Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors og Red Barnet. Projektet går ud på, at finde kontaktfamilier til FN flygtninge der flytter til Svendborg. Det er en gruppe frivillige i gang nu. Kommunen kan nu trække sig ud. Dansk Flygtningehjælp klæder de frivillige på med et kursus og deres mangeårige erfaring.

Flere nyankomne flygtninge er unge mænd, der ikke er vant til at leve alene og tage ansvar for hele tilværelsen, og her kan flygtninge der har boet i Svendborg i længere tid måske blive en stærk ressource, bl.a. som frivillige tolke. Vi er glade for at være en del af dette samarbejde, der er udfordrende på den bedste måde.

Projektet har altid brug for nye frivillige, både enlige, par og hele familier. Det bliver noget af det allermest tilfredsstillende du kommer til at prøve. Horisonten udvides – ikke mindst i køkkenet – og venskab opstår.

Ring og høre nærmere, Tlf: 60 20 11 30

————————————————————————————–

Dansk Flygtninge Hjælp www.flygtning.dk

Frivilligt arbejde

Det bedste ved det er, at det gavner både den frivillige og modtageren af den frivillige indsats. Brug dine kompetencer til nye spændende og sjove udfordringer og mærk glæden ved kontakten, der opstår.

Dan Turell sagde, ”Mest af alt, holder jeg af hverdagen”.

Hverdagen er her, her hvor du bor, og nu, nu hvor tingene sker hver eneste dag. Hvor børn mangler voksenvenner, hvor der skal samles ind til julehjælp, hvor mødet med en ny besøgsven løfter hverdagen, hvor man kan skabe en ny vennekreds og lære nyt.

Fuldt hus til – Borgernes dag

TV-lægen Peter Qvortrup Geisling havde forsamlingen i sin hule hand.

TV-lægen Peter Qvortrup Geisling havde forsamlingen i sin hule hand.

Fuldt hus til
-Borgernes dag

af:Carsten Harbøll

Successen var til at få øje på, da Svendborg Kommune havde arrangeret en borgerdag under titlen “Klæd dig på til fremtiden.” i Svendborg Idrætscenter. Der var hele 31 forskellige stande, der dækkede en bred vifte at interesseområder. Der var rigtig mange 60 plussere, der besøgte de mange stande . Gæster i massevis cirkulerede rundt.

Der var alt fra Hjælpende Hænder, Vågetjenesten, Kirkens Korshær, Tilbud til borgere med demens over Kostpolitik, Seniorakademiet og til Kontakt Mellem Mennesker. Hele idræthallen summede af gæster, der besøgte standene og fik gode råd og en god snak.
Det væltede også ind med publikum, da TV-doktoren – Peter Qvortrup Geisling gik I gang med sit foredrag “Giv livet et servicetjek”. Der var fuldt hus. Flere hundrede var mødt op. Mange måtte simpelthen stå op. Og de fik et særdeles humoristisk foredrag, hvor han gav eksempler på, hvad der er vigtigt for at få et godt liv.
Han pegede på, at det allervigtigste er mental sundhed og opfordrede de mange deltagere til at “fyre den af” og få rigtig meget positivt ud af den tredje alder.
Interessen for at besøge messen var stor og betød, at borgerdagen blev en bombesikker success.

TV-lægen Peter Qvortrup Geisling havde forsamlingen i sin hule hand.

CSV og ensemblet Kontekst holder støttefest for os på søndag

Presse 16.11.11

Kontekst in koncert på Harders i Møllergade Søndag d. 20 november fra 15.00 til 17.00
(dørene åbnes kl. 14.00)
Entre 50 kr. som går ubeskåret til organisationen ”Kontakt mellem Mennesker”.

Socialrealisme er passwordet til Kontekst´s univers – budskabet i de danske tekster er et opgør med rigets tilstand – krigen i Afghanistan – misbrug – social deroute og hverdagsbetragtninger set nedefra eller i øjenhøjde.
Musik og tekster står Bent Damgaard for, finurlig lyrik – tilsat lidt god tråd.
Arrangementerne udvikler sig efterhånden som de kommer igennem Kontekst´s vridemaskine og her skyes ingen midler og numrene udvikles til stadighed.

Vridemaskinen består af Bent Damgaard på guitar og sang, Ole Mortensen på bas, Karl K. Pedersen på leadguitar og sang, Brian Nielsen på sang, klaver og keyboards, Jens Svane på trommer samt Lisbeth Refbjerg på kor.

Kontekst har indtil nu udgivet 2 CDér: Små skridt som udkom i 2008 og sidst Utopia i 2010.

Projektfrivillig!

Et tilbud til alle 250.000 elever på landets ungdomsuddannelser om et forløb med frivilligt arbejde.

Gør en forskel og få et Frivilligbevis for det!
Har I brug for frivillige i jeres forening?
Opslå de forløb, eleverne kan søge, og registrerer jer i Projekt Frivilligs Foreningsdatabase.

Læs på deres hjemmeside. www.projektfrivillig.dk

Årsrapport 2010 – Den frivillige sociale indsats

Mere end 1.900.000 danskere – eller 43% af befolkningen – over 16 år har ifølge Socialministeriets nye Årsrapport 2010 været engageret i frivilligt arbejde i løbet af det seneste år.

Socialministeriets har netop offentliggjort rapporten ”Den frivillige sociale indsats – Årsrapport 2010”

Igennem fire undersøgelser giver Årsrapport 2010 en status på det frivillige sociale arbejde og på de mange aktører og emner det berører.

Læs mere om raporten på www.frivillighed.dk

eller læs Årsrapporten her

Kontakt mellem Menneskers venskabs forening i Grønland.

gr-arnHos Kontakt mellem Mennesker, er det besluttet at støtte børneværestedet Amarngivat, beliggende i Østgrønland. www.amarngivat.gl Amarngivat er ligeledes støttet af Red Barnet.

Amarngivat er et fristed for alle byens børn og unge. Her kan man blandt andet lege, sove, lave mad, spille computer og komme i førskoletræning. På stedet er der også grupper for nybagte mødre, samt for gravide unge. Læs mere: www.ag.gl (grønlandsk avis)

– Vi fungerer som et slags multihus. Alle er velkomne.
For nyligt kom et ung par med deres barn og spurgte om de måtte overnatte hos os. Bedsteforældrene skulle på druk og det unge par ville gerne sove i trygge omgivelser. Til dagligt bor de hos bedsteforældrene, siger lederen af Amarngivat Lars Göranson. – I sådanne tilfælde åbner vi dørene op for indbyggerne, også udenfor lukketid.

Der er behov for hjælp til at skaffe børnetøj, pænt, godt børnetøj. Kontakt mellem Mennesker har formidlet kontakt til KFUM’s spejderhytte på Thurø, der i uge 30 (2012) vil fungere som sommerkoloni for børnene. Det drejer sig om 8 børn og 3 voksne, i alt 11 personer.

Værestedet Amarngivat modtog i 2010 Kronprinsparret Socialpris på kr. 50.000 fordi værestedet Amarngivat i Tasiilaq i Østgrønland har skabt en tryg base for børn og unge i alderen 0 – 15 år.

Kære interesserede.
Hvis I har pænt, godt børnetøj vil vi meget gerne overtage det og formidle det videre til børnene i Amarngivat. Tøjet kan afleveres hos Kontakt mellem Mennesker, Toldbodvej 5, i åbningstiden fra 10 – 16, mandag – torsdag.

Det er også muligt at støtte værestedet, ved at indsætte et beløb i Svendborg Sparekasse: 0815-3531112295

Irene Holm, har arbejdet som skoleleder i Østgrønland i 7 år, er koordinator for projektet og Irene kommer gerne ud til forsamlinger for at fortælle mere om livet i Østgrønland.

Kontakt mellem Mennesker: tlf. 62201130 Irene Holm: tlf. 20828349

Halløj’erne spreder smil og glæde.

Hjemmet nr. 24 – 12. juni 2006
Af Helle Andrés – helandre@abmail.dk
Foto: Heidi Lundsgaard

Halløj-holdet er en gruppe frivillige, der rykker ud til hospitaler, private hjem eller andre institutioner og giver en god, glad oplevelse. Holdet har fast base i organisationen Kontakt mellem mennesker, der har fået inspiration til løjerne fra et hollandsk initiativ.

Halløj’erne spreder smil og glæde.
Sku’ det være en sang, en historie eller et drys sæbebobler midt på en ellers almindelig hverdag? Halløj-holdet rykker gerne ud og rykker rundt på smilerynkerne.
Døren går op, og ind bugter sig en slange af mennesker med hatte, parykker, blinkende hjerter, blomster i håret og røde næser.
Mens de synger “MariaSambaen”, vugger de ned mellem bordene i fælleslokalet, hvor beboere fra plejecentret Troldehøj sidder. De ældre ser smilende til, mens regnbuefarvede sæbebobler svæver ned mellem dem.

-Vi kender godt “Halløj-holdet”. De har været her før – og de er sjove, slår Barbara Sørensen fast.
Hun er en af de 14-16 beboere, der glæder sig til en formiddag i selskab med nogle af de frivillige fra det svendborgensiske Halløj-hold, der tager rundt og giver gaver, der lyser op i hverdagen som for eksempel sang, musik, højtlæsning, dekoration af rollatoren, en gang make-up eller hvad man ellers kan ønske sig.

64Glæden går begge veje. For hvis ingen ønskede sig besøg, ville de aldrig komme ud og lave halløj, siger Susanne Aasholm fra gruppen.
-Det’ dejligt, dejligt. Så keder vi os sgutte, lyder en mandsstemme fra det ene af langbordene.

Smil og glæde
Halløj-gruppen istemmer “Gem et lille smil, til det bli’r gråvejr” – meget aktuelt. For uden for de store vinduer kæmper en bleg sol mod blytunge skyer. Smilene er gemt og kommer frem nu så småt, mens stemmerne varmer op med de kendte ord.

Sprøde stemmer blander sig med lidt mere modige i “Kom maj, du søde milde”. Det skader vel aldrig at gøre sit for at skubbe lidt til den modstræbende sommer.

I hvert fald stiger temperaturen mærkbart indenfor. Så stemningen er helt parat til
Martha, der stammer fra Colombia, og sætter sig midt i lokalet med guitaren og giver sig i kast med en fremmedartet sang.

Alle lytter i stilhed. Da sangen er til ende, forklarer Martha, at det er en romantisk sang. “For vi elsker meget i Syden”, understreger hun med et stort og lidt genert smil.

65-Hvor er du altså dygtig, siger en af de ældre kvinder anerkendende til Martha, der kvitterer med en klingende dansk udgave af ”Lærkereden”, som vi alle kan synge med på.

Mens, nogle synger, er andre fra Halløj-holdet gået i gang i køkkenet. En svag, lokkende duft derude fra lover noget i retning af pandekager.

-Syng noget mere på spansk. Det gør ikke noget, vi ikke forstår det. Det lyder bare så godt, beder Barbara Sørensen.

Martha behøver ikke lang betænkningstid, før hun får lokket de fleste til at gi’ en forsigtig prøve på den spanske udgave af “Toms karameller. Vi spiser Toms karameller.” Det går helt godt det her. Og mens Martha står for musikken og alle de andre linjer, er det Troldehøjs beboere, der klarer omkvædet – inklusive taktfaste klap.

Pandekager og eventyr
Pandekagerne bliver Serveret. Og imens læser Dorthe Nielsen op – små sjove beretninger om, hvad børn dog siger og mener om så alvorlige emner som Gud og Skabelsen. Der lyder små fnis og grin, mens pandekagerne glider ned.

62En skøn quinde, klædt i skinnende pink fra top til tå sætter sig midt i lokalet. Hun lyser op som en blomst og får alles fulde opmærksomhed. Mens hun læser op af H.C. Andersens velkendte eventyr om “Den grimme ælling” breder der sig en opmærksom og tæt stemning i det store rum. Alle kender historien, men trods det kan man ikke helt holde den lille gysende fornemmelse glæde borte, da ællingen endelig får øje på sig selv i søens sejl – og det hele ender godt.

Pandekagerne er fordøjet nu. Folkene fra Halløj-holdet sætter sig rundt omkring ved bordene hos de ældre og sludrer.

Anna Karlsen fra Troldehøj er i hopla. Hun har et godt øje Ingvard, der sidder overfor. Meeen, de er bare gode venner understreger hun. For de har begge to været gift tidligere – hver for sig altså, understreger hun.

Anna er med på den værste og ikke bleg for at gå i lære som sæbeboblepuster, da hun får tilbuddet. Hun ta’r lige et par prøverunder, før hun har helt styr på den lille dims, hun skal puste. Men så svæver der også små kulørte bobler om hendes hvide krøller.

66Mens nogle af halløj’erne sludrer, går andre rundt og deler hvide roser ud til de ældre. Og Anna, der er rap i replikken, er ikke bleg for at lokke Ingvards blomster fra ham. For med de fire, hun så har, er der pludselig nok til en vase!

Om der er, fordi sangene om sol og forår virkelig er nået helt op til de højere magter, er ikke til at sige. Men rummet virker lysere og stemningen lettere, end før Halløj-gruppen kom syngende ind med deres røde næser, blinkende hjerter og dryssende sæbebobler.

Halløj

HALLØJ

De frivilliges gave til beboere, patienter, pårørende, personale – og andre mennesker.

ballonV_hallojHelt kort er idéen at arrangere en glad begivenhed på en institution, et hospital eller i et privat hjem.
Som udgangspunkt er det en gruppe frivillige, der efter nærmere aftale ”indtager” et område med fest, farver, sang og musik.
De frivillige starter i samlet flok – farverigt klædt på, gerne anført af klovner, sangere og musikere – med at gå igennem bygningens gange og fælleslokaler. Eller udenom, så man kan ses fra vinduer og altaner. Se billedet i bilagsmaterialet.

ballonH_hallojDernæst står de frivillige til rådighed for at opfylde ønsker fra beboere, patienter, pårørende og personale.
I dagene inden HALLØJet er der i samarbejde med personalet delt ønskesedler ud med alle de frivilliges tilbud og idéer.
Man kan ønske sig en gåtur, højtlæsning, at få dekoreret sin rollator, en sang, kursus i make-up, varme pandekager osv.
Imens alle disse ønsker bliver opfyldt kan der være klovnerier, sang, musik, dans og anden optræden rundt om på hospitalet, plejehjemmet eller hvor HALLØJet nu foregår. Efter et par timer går gruppen en lille afskedsrunde eller lukker på anden måde arrangementet.

Har du lyst til at være en del af halløjholdet eller har du kender du et sted, hvor der er brug for et trut, så kontakt os.

Halløj artikel – Hjemmet nr. 24 – 12. juni 2006, Af Helle Andrés
Halløj billeder

Halløj holdet