Spring til indhold

Er du klog på livet, er det måske dig, der er vores nye frivillig?

Kom og hør om mulighederne onsdag d. 4. oktober kl. 17 i Frivillighuset, Havnegade 3A

Selvhjælp og NetværkVi har løbende brug for flere frivillige til vores grupper. Der er mennesker i alle aldre, der står et svært sted i livet. Vi har brug for dig, hvis du er god til at få mennesker til at fortælle, hvad der trykker dem. Med varme og tålmodighed kan du rumme forskellige skæbner. Og vi kan bruge dig uanset om du er 28 eller 78 år.

I selvhjælp skaber vi rammerne for, at mennesker, sammen med andre, kan tale om det, der er svært. De deler erfaringer og lytter, og sammen får de det bedre. Det handler først og fremmest om ligeværd og medmenneskelighed. De frivillige sørger for kaffe på kanden, og for at skabe et trygt rum, hvor alle kan komme til orde. Lis Thejls, der er daglig leder, fortæller at der hele tiden kommer nye temaer til. Det kan være en gruppe om skilsmisse eller angst, det kan være pårørende, der savner andre pårørende at tale om det svære med. Mulighederne er mange, fortæller Lis Thejls, og nye behov opstår hele tiden. I øjeblikket tales der meget om de unges mistrivsel, og her er det også oplagt at skabe nogle netværk.

Måske er du studerende eller er gået på pension, du kan have gjort dig alle mulige erfaringer i livet, været gennem skilsmisse og flytninger, måske har du eller din partner prøvet at leve med en sygdom. Du kan også bare have lyst til at gøre noget godt for andre, der har det svært, og det er givende.

“En gruppe kører typisk over 8-10 gange, og mødes med 2 ugers mellemrum. Så tager gruppen stilling til, om de gerne vil fortsætte, eller de afslutter forløbet. Gruppen kan fortsætte med eller uden tovholder.” Lis fortæller at nogle tovholdere holder sig til en slags gruppe, f.eks. sorggruppe, mens andre gerne vil “prøve noget nyt” og måske er blevet opmærksom på nogle kompetencer de har fået med sig fra livet. Og det er ikke nødvendigvis faglige.
Det kræver nemlig ingen særlig faglighed eller erfaring at blive frivillig i Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg. Det kræver personlige kvaliteter og evner samt lyst til at deltage aktivt i foreningens aktiviteter. Vi sørger for at du kommer på de rette kurser, og vi forventer at du deltager i supervision og andet, der vedrører grupperne. Sådan bliver du klogere på dig selv. Det er også fint, hvis du har lyst til at deltage i enkelte sociale arrangementer, sammen med de andre frivillige. Du kan have en gruppe alene, eller sammen med en anden tovholder. Det giver fleksibilitet.

Mød op og hør mere, og lad os høre lidt om dig.

Hvad er det du brænder for?
Hvad er din livserfaring?
Vi er nysgerrige efter at lære vores næste frivillige at kende.

Tilmelding er ikke nødvendig, men ring endelig, hvis du har spørgsmål på 4274 5710. Vel mødt!

På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Ved fortsat brug af websiden godkender du brugen af cookies  Læs mere