PRESSEMEDDELELSE Bliver det overhovedet jul i år?

Kontakt mellem Mennesker har siden 1987 haft tradition for at gøre julen til en glædelig højtid. For dem der ikke har haft andre at holde jul med, dem der ikke ellers har en kulturel tradition for at holde jul og for dem der ikke har haft økonomi til selv at holde en traditionel juleaften, med alt hvad der hører sig til.

Kontakt mellem Mennesker startede i 1987 med at matche mennesker med hinanden, og i starten handlede det særligt om jul.

Ønsket var at hjælpe de der havde for lidt, med at blive matchet med de der havde nok, og som gerne ville dele. Hvad enten det handlede om at deles om julebageriet, juleindkøbene eller at åbne sit hjem for en ekstra julegæst - så sad Kontakt mellem Mennesker klar til at hjælpe med at gøre julen glædelig for alle.

Sidenhen blev julehjælpsformidlingen til, at Kontakt mellem Mennesker også afholdt juleaften. Til start i Borgerforeningen, og i de sidste mange år, som Jul i Skallen, hvor 100 julegæster sammen har fejret juleaften med alt hvad der hører sig til.

I år skulle Kontakt mellem Mennesker have afholdt juleaften for 25.ende gang. Men så kom corona.

”Vi har desværre måtte sande, at afviklingen af en coronasikker jul, ikke er en fysisk mulighed. Jul i Skallen 2020 er derfor, efter lange svære overvejelser, aflyst.” Oplyser Gry Marcussen, der er ansat i Frivilligcenteret under foreningen Kontakt mellem Mennesker.

Juleaften er meget mere end mad, gaver og dans om træet.

Juleaften handler for mange, om meget mere end den store julemiddag, dansen om træet og gaverne. Juleaften er den aften på året hvor vi traditionelt samler os, med familien, vores nærmeste eller i betydningsfulde fællesskaber.

Gry fortæller; ”Vi ved at det, for de 100 mennesker der deltager i Jul i Skallen, gennem mange år, har været det fællesskab, og den mulighed, mange har haft for at fejre julen sammen med andre end sig selv. Vi har derfor haft hovedet lagt grundigt i blød – for hvordan kan vi hjælpe mennesker med at mødes, i en tid hvor vi helst ikke skal være alt for mange samlet?”

”Der findes ikke en god løsning, der helt kan erstatte Jul i Skallen. Men der er dog muligheder, og en af dem vil meget gerne formidle og være hjælper på, så så mange som muligt alligevel får en dejlig jul - også i år. For ingen bør sidde alene juleaften!” Udtaler Gry Marcussen.

Julevenner.dk

Julevenner.dkBoblberg.dk er en elektronisk opslagstavle på internettet, hvor man kan finde nye venskaber, hobbyfællesskaber, interessefællesskaber m.v. Og igen i år har Boblberg.dk åbnet op for juleversionen: Julevenner.dk.

Med Julevenner.dk kan du som vært for juleaften, lave et opslag hvis du har plads til at invitere endnu en juleaftensgæst – og som gæst kan du søge efter værter, der juleaften vil åbne sit hjem for dig.

Har du brug for hjælp til at søge som vært eller som gæst, så sidder vi klar til at hjælpe dig med at lave et opslag på Julevenner.dk. Ring og lav en aftale på 62 20 11 30 mandag-torsdag mellem kl. 10-14.30.

 

Radio Diablo

TVinterview i Sydfyn Nu

PRESSEMEDDELELSE – Brugere af Café hos Narges mødes i denne coronatid på nettet.

Brugere af Café hos Narges mødes i denne coronatid på nettet.

Arkivfoto: Maria Fonfara

Narges Samimi har på grund grund af coronasituationen lukket for sin sociale café, men i stedet er det muligt for brugerne at mødes på nettet.

Svendborg: Siden coronakrisen brød ud i Danmark i marts, har vi alle på forskellig vis været berørt af krisen. Flere har følt sig mere ensomme og isolerede, og i en tid hvor meget lukker ned, er behovet for fællesskab større end nogensinde før.
Det mener i hvert fald Narges Samimi, projektleder i det kvindelige, tværkulturelle madfællesskab, Café hos Narges. Hun har selv været nødt til at lukke caféen ned på grund af hensyntagen til Covid-19.

- Mange af kvinderne, som normalt kommer i cafeen, er utrygge ved situationen og møder derfor ikke op. Derfor har jeg valgt at lukke cafeen for en stund, men vi håber snart at kunne åbne igen, siger Narges Samimi i en pressemeddelelse.
Forskning viser, at isolation kan have stor påvirkning på vores psykiske helbred og mentale trivsel, og det bekymrer også Narges Samimi.

- Flere af kvinderne, som kommer her i huset, er i forvejen sårbare og ensomme. De mangler fællesskaber og tilknytning til samfundet. Derfor er cafeen sådan et vigtigt fællesskab for dem. Jeg arbejder på højtryk for at komme i kontakt med dem på andre måder, siger hun.

Narges Samimi har for eksempel oprettet en Whats Up-gruppe, hvor kvinderne dagligt har kontakt med hinanden. Derudover kan man altid ringe til Narges mandag, tirsdag og onsdag i tidsrummet kl. 10-12.

Mange af kvinderne, som normalt kommer i cafeen, er utrygge ved situationen og møder derfor ikke op. Derfor har jeg valgt at lukke cafeen for en stund, men vi håber snart at kunne åbne igen

Mens Narges Samimi venter på, at cafeen igen kan åbne op, arbejder hun på forskelligartede opgaver – heriblandt integrationsprojekter med nye samarbejdspartnere, som blandt andet involverer opstart af læsegruppen ”Kvinder læser” samt et kogebogsevent på den kommende festival ”5700 fortæller” i november.

Cafeen søger i øvrigt en frivillig fundraiser. Interesserede kan tage kontakt til Sara Mellson på saramellson@gmail.com

PRESSEMEDDELELSE Fra foreningsmarked til EU’s 17 bæredygtige verdensmål

Frivilligcenter Svendborg har i sidste øjeblik måtte sadle om, da årets foreningsmarked aflyses på grund af coronasituationen.

Frivilligcenter Svendborg fejrer og synliggør de lokale frivillige sociale foreninger med Foreningsmarked på Ramsherred.Frivilligcenter Svendborg, en del af foreningen Kontakt mellem Mennesker, har gennem de sidste 19 år arrangeret foreningsmarked for byens godt 100 frivillige sociale foreninger på torvet i Svendborg. Arrangementet giver foreningerne mulighed for at synliggøre deres vifte af aktivitetstilbud for Svendborgenserne.

”Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at det ikke kunne lykkes i år at afholde foreningsmarkedet – men vi har stor respekt for, at vi ikke skal være med til at bidrage til en potentiel smittespredning, ved at samle en masse mennesker på ét sted.” Udtaler Gry Marcussen, ansat i Frivilligcenter Svendborg.

Og hun fortsætter: ”Særligt fordi, at mange af foreningernes tilbud er rettet mod grupper af borgere, som vi netop nu skal passe ekstra godt på. Derfor oplever vi også, at foreningerne har stor forståelse for, at det ikke lige er i år, at vi skal stå tæt sammen fysisk.”

Men vi gør noget andet!

Under hele corona-nedlukningen, har det været en stærk tendens i foreningslivet, at mange har fundet på nye og kreative løsninger, for fortsat at kunne tilbyde meningsfulde fællesskaber og aktiviteter. Og også Frivilligcenter Svendborg har lagt hovedet i blød, for at finde på et – corona-sikkert - alternativ til foreningsmarkedet.

”Vi har arbejdet på højtryk for at lave en, ganske anden type, synlighed af de lokale foreninger - og vi tør godt at røbe allerede nu, at det kommer til at handle om bæredygtighed og de 17 verdensmål – hvor også de frivillige sociale foreninger kan gøre en kæmpe forskel!”, Siger Gry Marcussen

Bæredygtighed er for alle

Og det er et hot tema, bæredygtighed, der i den grad er oppe i tiden.

Her i efteråret har ”Frivillig Fredag”, den landsdækkende frivilligfejring landet over i uge 39, bæredygtighed som tema, den lokale forening ”Øko-net” lancerer en månedlang festival i Svendborg med bæredygtighed som tema fra d. 11. september - 11. oktober 2020 og ”Cittaslow” arbejder som altid – også i år – med bæredygtighed. Og Frivilligcenter Svendborg hopper nu med på den grønne bølge.

Foreningslivet kan gøre en bæredygtig forskel.

”Planen er at vi laver en ”17 verdensmål-stafet”, hvor frivillige sociale foreninger kan tilmelde sig som stafetholdere. Stafetten indeholder både en letforståelig information om de 17 verdensmål, gode bud på hvordan vi alle - også foreninger - kan bidrage med at gøre en forskel, samt en opsamling af foreningernes egne forslag til, hvordan vi let kan leve mere bæredygtigt.”, forklarer Gry Marcussen. Stafetten sluttes af med præmiering af de tre bedste indkomne forslag til, hvordan vi alle let kan gøre en bæredygtig forskel i vores hverdag. Stafetten skydes i gang 1. oktober og slutter 1. december 2020.

17 verdensmål til stafetrør

FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling kort fortalt – det handler om at gøre verden til et bedre sted.

FN vedtog i 2015 17 verdensmål, der tilsammen danner rammen for den globale udviklingsindsats frem mod 2030. Verdensmålene er universelle, gensidigt afhængige og balancerer de tre dimensioner af bæredygtig udvikling – økonomisk, socialt og miljømæssig.

Danmark ligger ifølge internationale analyser i den absolutte top blandt verdens lande i forhold til at realisere verdensmålene. Danmark er ikke forpligtet i forhold til verdensmålene ud over det, der fastlægges i dansk lovgivning.

Det kan dog give rigtig god mening, at vi alle ser os selv som en del af den globale værdikæde, da det er lokalt, at målene kan omsættes til konkrete løsninger og indsatser.

Og det behøver slet ikke at være så svært som det lyder – Frivilligcenter Svendborg ønsker med Verdensmål-stafetten til de frivillige sociale foreninger, at gøre de 17 verdensmål letforståelige, enkle at praktisere og sjove at arbejde med.

PRESSEMEDDELELSE – Byrådspolitikere går i frivillig social praktik

Frivilligcenter Svendborg inviterer igen i år byrådspolitikerne ud i praktik i de frivillige sociale foreninger, der alle arbejder med socialt udsatte eller sårbare borgere.

”Politiker i praktik” fremmer samarbejdet mellem kommune og foreninger.

Konceptet ”Politiker i praktik” er en af de aktiviteter frivilligcentrene i Danmark bringer i spil i forbindelse med den landsdækkende frivilligkampagne, der hvert år finder sted i uge 39.

Det er blevet en populær og ret unik mulighed for lokale politikere til at få et indblik i det arbejde de frivillige sociale foreninger udfører.

For politikerne er en dag i praktik hos en frivillig forening, en oplagt mulighed for at komme i dialog med både foreninger og de borgere der bruger foreningens aktivitet - samt en lærerig måde at opnå indsigt i det frivillige sociale arbejde. For foreningerne er dagen med til at sætte ansigt på politikerne samt at skabe en kortere kommunikationsvej til kommunen.

Politikerpraktik i Svendborg

Frivilligcenter Svendborg har derfor også i år udarbejdet et ”Praktik katalog”, hvor interesserede foreninger tilbyder praktikpladser. Praktikkataloget udsendes derefter til byrådet. I Svendborg har 7 byrødder i år budt ind på i alt 15 praktiktilbud.

Årets katalog markerer sig ved at indeholde helt nye muligheder. Fx har flere foreninger udbudt mere end en praktik og så er der også nogle helt specielle og anderledes nye praktik muligheder:
”Ja, for i år er det faktisk for første gang lykkedes at få en praktikant med ud at gå med ”Natteravnene” – og de er superglade for at det kunne lykkes, fordi praktikvagten ligger en fredag aften fra kl. 22-02. Det er jo ikke alle der har plads i kalenderen til den slags praktik”: siger Gry Marcussen, medarbejder i Frivilligcenter Svendborg. ”Vi har også lidt særligt fået lov at sende en kvindelig politiker i praktik hos Vildmændende, som jo ellers helst kun har mænd med i fællesskabet.”

Gry Marcussen uddyber hvad en politikerpraktik kan indebære: ”Politikerpraktikken kan vare fra et par timer til en hel dag/nat, alt afhængig af foreningens aktiviteter, og skal så vidt muligt afvikles i uge 39, det vil sige ugen op til Frivillig Fredag. Praktikken udformes af foreningerne selv eller i samarbejde med os i frivilligcentret.”

Når praktikopholdende er slut, er det meningen at praktikanter såvel som praktikssteder sender tilbagemeldinger tilbage til frivilligcenteret, der efterfølgende ligger beretningerne ud på ”Kontakt mellem Menneskers” facebookside.

Det lykkedes igen i år.

”Vi glæder os til at sende politikkerne ud i deres praktikophold, men det var med lidt tilbageholdt åndedræt, at vi inviterede politikkerne ud i praktik i år. For - ville de overhovedet have mod til at tage på visit – og prioritere det – i en noget usikker corona-tid”, udtaler Gry Marcussen ”Men det havde de heldigvis, og vi syntes at det er helt fantastisk, at politikerne igen i år bakker flot op om at komme ud og arbejde med i de frivillige sociale foreninger i byen.”

Frivilligcenter Svendborg er et af 6 ben i foreningen ”Kontakt mellem Mennesker”.

”Kontakt mellem Mennesker” varetager aktiviteterne:

  • Frivilligcenter Svendborg
  • Selvhjælps- og netværksgrupper
  • Fællesskabsprojektet Café hos Narges
  • Foreningernes hus Frivillighuset
  • Genbrugskontakten i Vestergade.
  • Jul i Skallen

Frivilligcenter Svendborg henvender sig til foreninger og borgere i Svendborg, med det formål at støtte, fremme og udvikle det frivillige sociale område lokalt.

PRESSEMEDDELELSE Frivillighuset – de lokale frivillige sociale foreningers hus – er genåbnet, igen, igen.

Frivillighuset i Havnegade 3 måtte, ligesom alle andre i det ganske danske land, lukke huset og al dets aktiviteter ned, da statsministeren i foråret gik på skærmen og sendte alle hjem.
Det blev en lang og drøj ventetid for de lokale frivillige sociale foreninger og deres brugere, hvoraf mange dagligt gratis låner lokaler i Frivillighuset til afvikling af deres aktiviteter.

En forsigtig genåbning i juni.

Den første forsigtige genåbning af huset efter nedlukningen, blev i starten af juni, hvor Frivilligcenter Svendborg, der dagligt varetager driften af huset, oplevede at foreningsaktiviteten fortsat var meget lav. Mange foreninger valgte at vente med opstart af foreningsaktiviteterne til efter sommeren, for at passe på deres foreningsbrugere og medlemmer.
I juli blev huset lukket ned igen af hensyn til coronasikkerheden, der kræver løbende rengøring og afspritning på alle etager og flader for at minimere smitte risikoen i et hus med mange menneskers daglige brug.

Nu er foreningerne for alvor igang igen.

Det var derfor også med stor spænding, at huset i august kunne åbnes op igen. Og det ser heldigvis ud til at de lokale frivillige sociale nu for alvor er klar til at tage fat igen.
Gry Marcussen, ansat i Frivilligcenter Svendborg og bookingansvarlig i Frivillighuset udtaler: "Flere foreninger valgte i juni ikke at starte op, eller havde simpelthen valgt at lægge deres aktiviteter udendørs ved skov og strand. Vi oplver heldigvis, at de nu er på vej tilbage i Frivillighuset, og oplever derfor en herlig aktivitet og summen igen - hvor alle iøvrigt overholder behørig afstand. Det er næsten helt som normalt igen, og det er vi fantastisk glade for!".
Corona er her dog stadig, så både ansatte i Frivilligcenteret og husets brugere, løfter i fællesskab opgaven med at holde huset coronafrit. Alle deltager aktivt flere gange dagligt i opgaven med at rengøre og afspritte, så vi sammen kan sikre, at Svendborgs borgere – også de særligt udsatte – trygt igen kan deltage i foreningernes tilbud.

Har du brug for at finde en foreningsaktivitet i det frivillige sociale felt?

Find oversigten over alle de lokale frivillige sociale netværk, foreninger og aktivitetstilbud på Kontakt Mellem Menneskers hjemmeside: www.kontaktmellemmennesker.dk i den sociale vejviser. Foreningernes aktiviteter findes på hjemmesiden under kalenderfunktionen.
Frivilligcenter Svendborg er en del af foreningen ”Kontakt mellem Mennesker”. Frivilligcenter Svendborg henvender sig til foreninger og borgere, og har til formål er at støtte, fremme og udvikle det frivillige sociale felt i Svendborg Kommune og varetager driften af Frivillighuset i Havnegade 3. Frivilligcenter Svendborg har kontor i Havnegade 3, 5700 Svendborg og kan kontaktes mandag-torsdag kl. 10-14.30 på telefon 62 20 11 30.’

PRESSEMEDDELELSE Frivilligcenter Svendborg giver de lokale frivillige sociale foreninger en håndsrækning med en gratis online guide.

14.05.2020I en tid hvor foreningerne ikke kan mødes fysisk med deres brugere og medlemmer, er der behov for at vi gør hvad vi kan, for fortsat at tilbyde meningsfulde foreningsfællesskaber. Det kan være lidt af en udfordring at stille sig frem på en skærm, og række ud mod brugere, medlemmer og udsatte borgere på en ny og anderledes måde.

Det gør Frivilligcenter Svendborg nu noget ved. Gry Marcussen, Frivilligcenter Svendborg fortæller: ”Vi har haft henvendelser fra lokale foreninger, der har behov for at finde ud af, hvordan man bedst kan bruge online platforme som fx Zoom, Facebook livestream og Skype til at holde kontakten og lave meningsfulde online tilbud. Og ikke mindst, at afvikle møder på nettet. Vi ser det som en oplagt opgave for Frivilligcenteret at hjælpe foreningerne med at blive trygge ved at færdes rundt på de forskellige online platforme”.

Frivilligcenter Svendborg har derfor, i samarbejde med ”Ingerfair”* udviklet 4 små, letforståelige film, der guider en udenom de værste begyndervanskeligheder. Og som ikke mindst, hjælper foreningerne med hvordan man får guidet brugere ind i de virtuelle online tilbud.

Gry tilføjer: ”Alle de frivillige sociale foreninger i Svendborg har lukket deres fysiske aktiviteter ned, og vi oplever at mange forsøger at finde nye veje til at hjælpe borgerne igennem denne her svære tid. De 4 film giver hjælp til hvordan man kommer ind og bruger de forskellige online platforme i her-og-nu situationen, men de kan også fint bruges når vi er kommet på den anden side af nedlukningen, hvis man som forening har lyst til at prøve kræfter med nogle af muligheder der er med at bruge de virtuelle platforme.”

Er man interesseret i at få adgang til de 4 film, kan man kontakte Frivilligcenter Svendborg ved at sende en mail til gry@kontaktmellemmennesker.dk eller ved at ringe på 62 20 11 30. Under nedlukningen er træffetiden pr. mail og telefon fra kl. 10-14.30.

Frivilligcenter Svendborg er et af 5 ben i foreningen ”Kontakt mellem Mennesker”. Udover Frivilligcenteret, varetager ”Kontakt mellem Mennesker” aktiviteterne: Selvhjælps- og netværksgrupper, Fællesskabsprojektet Café hos Narges, foreningernes hus Frivillighuset samt ”Kontakt mellem Mennesker”s genbrugsbutik - Genbrugskontakten i Vestergade. Frivilligcenter Svendborg henvender sig til foreninger og borgere i Svendborg, med det formål at støtte, fremme og udvikle det frivillige sociale felt lokalt.

*”Ingerfair” er Danmarks største virksomhed, som udelukkende er specialiseret i at uddanne og rådgive foreninger, organisationer og kommunale institutioner i de redskaber, tilgange og spørgsmål, som knytter sig til arbejdet med frivillige.

PRESSEMEDDELELSE Der findes et fællesskab – og hjælp at få når du har brug for det – også i en tid hvor mange foreningsaktiviteter er lukket fysisk ned!

Kontakt mellem Mennesker sidder klar til at hjælpe dig ud i et digitalt fællesskab eller henvise til telefoniske tilbud, hvor du kan få hjælp i en svær tid.
Kontakt mellem Mennesker kan træffes på telefon 62 20 11 30, mandag-torsdag mellem kl. 10-14.30. Du kan også sende os en mail på info@kontaktmellemmennesker.dk

Vil du give en hånd med?
Flere foreninger søger lige nu frivillige til forskellige typer af hjælp - måske du har tid og overskud til at give en hånd med? Ring eller skriv til os, så hjælper vi dig på vej.

Kender du en der har brug for vores hjælp?
Vi opfordrer alle - pårørende, naboer, venner – til at hjælpe de særligt sårbare og udsatte borgere, der måtte have brug for hjælp, og hjælp dem gerne med at finde vej til os.
Vi opdaterer løbende tilbud der stadig er aktive i det frivillige sociale område på vores hjemmeside - www.kontaktmellemmennesker.dk - og på vores facebookside - Kontakt mellem Mennesker.
Lad os passe godt på hinanden!

PRESSEMEDDELELSE “Selvhjælp og netværk” starter igen.

Nu er rammerne klar, til at “selvhjælp og netværk" starter igen. Hvis du går rundt med en udfordring der tynger dig, og du tænker at en samtale-gruppe kan hjælpe dig videre, skal du kontakte Lis i Kontakt mellem Mennesker.

Vi kan tilbyde selvhjælpsgrupper med en tovholder, der er med så længe gruppen har brug for det, men også 1-3 samtaler med en coach, hvor du bliver klogere på, hvordan du selv kan arbejde med tingene. Emnet kan være lige netop det, du har brug for at arbejde med: stress, sorg, ensomhed, angst, spiseforstyrrelse, miljøet, pårørende m.m.. Kontakt Lis på tlf. 4274 5710 eller på selvhjaelp@kontaktmellemmennesker.dk. Du kan bestille tid til en samtale eller komme ind om torsdagen kl. 10-14 i "åbent” kontor.

Som et nyt tilbud bliver der også en samtale-café hver 14. dag, hvor du er velkommen til at deltage, indtil der er deltagere nok til at danne en gruppe med det emne, du går og tumler med. I caféen vil der være 1 eller 2 tovholdere, der sørger for at vi får afstemt vores
forventninger, og at alle kan komme til orde. Der er kaffe og te på kanden, og plads til at sætte ord på udfordringerne. Det der er fælles for cafédeltagerne er, at I har besluttet at gøre noget ved det, der fylder for meget i livet. Hvis flere kommer med det samme tema, er vi allerede på vej til at have en gruppe, hvor der kan arbejdes mere målrettet, og vi søger en tovholder.

Allerede nu skal vi bruge en tovholder til en gruppe med stress som tema, og til transkønnede unge.

Caféen starter tirsdag d. 17. marts, kl. 16-17.30 i Kontakt mellem Menneskers spisestue. Det er i Frivillighuset, Havnegade 3A, 5700 Svendborg og vi mødes herefter tirsdage i lige uger. Du kan tilmelde dig på 4274 5710.

PRESSEMEDDELELSE – Donation sender syriske børn på ferie – og oplyser indvandrerkvinder om sundhed

Donation sender syriske børn på ferie - og oplyser indvandrerkvinder om sundhed

Lars Erik Hornemann overrækker 100.000 kroner fra Tryg Fonden til Narges Samini, Sara Mellsun og Margit Klenow fra Café Narges. Foto: Michael Thorbjørnsen

Svendborg: Der var mellemøstlig mad på bordet og smil på læberne, da to foreninger i Frivillighuset i Havnegade i går kunne fejre modtagelsen af et par store donationer fra Tryg Fonden.

Det var byrådsmedlem og tidligere borgmester, Lars Erik Hornemann, som også sidder i Tryg Fondens syddanske repræsentantskab, der begrundede og overrakte donationerne på henholdsvis 100.000 og 40.000 kroner.

Cafe Narges modtog den største donation til et projekt, der skal informere og oplyse lokale indvandrerkvinder om en sund livsstil, ernæring, rygning, alkohol og idræt for både kvinderne selv og deres børn. Pengene skal bl.a. bruges til foredragsholdere, forskellige aktiviteter og til en kogebog, som kvinderne er ved at producere, og som forventes at udkomme til august.

Café Narges er etableret og ledes af Narges Samimi, der oprindelig kommer fra Iran, men har boet i Danmark over 22 år. Sammen med et par håndfulde frivillige hjælpere tilbyder hun og cafeen kvinder fra forskellige kulturer et sted at mødes. Her kan de lære om kvindeliv i Danmark, de kan skabe netværk, hente gode råd og vejledning samt udvikle sproglige og kreative evner.

De 40.000 kroner modtog den kurdiske forening i Svendborg, som bl.a. består af 48 flygtningefamilier fra Syrien. Da børnene i disse familier ikke kan komme hjem til Syrien på sommerferie, og da familierne ikke selv har økonomisk mulighed for at give børnene oplevelser i ferierne, havde foreningen ansøgt om støtte til ferieophold i Danmark, hvilket blev imødekommet.

PRESSEMEDDELELSE – Ensomme Jette bankede på døren og et himmerige af aktiviteter åbnede sig

Tema-Ensomme Jette01-24-01-2020

71-årige Jette Bager var ensom, men fandt nye fællesskaber i bl.a. Frivillighuset i Havnegade. Foto: Katrine Becher Damkjær

Tema: Ensomme Jette bankede på døren og et himmerige af aktiviteter åbnede sig

71-årige Jette Bager var ensom og i sorg efter sin mands død. En dag tog hun sig sammen og bankende på døren til Frivillighuset i Svendborg. - Har I brug for en som mig, spurgte hun. I dag er hun involveret i alverdens projekter og får næsten stress, når hun kigger i sin kalender.

Svendborg: Jette Bager har haft et til tider hårdt liv med en lidt barsk opvækst i Aarhus, skilsmisse, sygedomsforløb og ikke mindst tabet af sin anden ægtemand, den blide og kærlige Bo, som døde i 2012 efter en kræftsygdom.

- Bo var ikke helt rask i sine sidste leveår, og jeg led selv af en mindre depression. Vi levede derfor noget isoleret, selvom jeg normalt er en kvinde, der gerne omgås andre og har snakketøjet i orden.

- Men der var en periode på nogle år, hvor vi ikke så ret mange mennesker, fordi vi måske ikke selv rakte ud, men hvor også vores venner ligesom holdt sig væk, fordi vi begge var syge, og de ikke havde overskud til at forholde sig til vores situation.

- Mine børn og børnebørn så vi heller ikke så meget til, da de jo havde travlt med deres egen hverdag, fortæller Jetter Bager.

Hun, der er uddannet sygehjælper og butiksassistent og siden 1968 har boet i Svendborg, hvor hun gennem årene har arbejdet på forskellige ældrecentre, bl.a. 11 år på plejehjemmet i Vejstrup, lukkede sig inde i sin lejlighed, og hun kom næsten kun ud, når hun besøgte sin elskede Bos gravsted.

- Jeg var 65 år på det tidspunkt, men havde allerede en dårlig og usund hverdag med sygdom, medicin, lavt selvværd og ensomhed. Jeg savnede nogle at tale med, at holde om - og nogle, der skulle holde om mig, husker Jette Bager.

Præst gav skubbet

Noget måtte der gøres, og midt i sin personlig krise, rakte hun ud til præsten, der bisatte Bo.

- Hun var så dejlig at tale med, forstående og empatisk. Hun gav mig en form for sorgterapi ved at lytte til mig, gav mig en ny og spirende selvtillid og håb - samt et skub til midt i 2013 at komme videre.

- Selvom det er svært "bare at tage sig sammen", så skulle jeg gøre det. Jeg måtte ud og bruge mine hjerneceller og snakketøj, for jeg kunne ikke længere gå rundt i min ensomhed.

Jette Bager havde tidligere, efter sin skilsmisse fra sin første mand, brugt nogle af de aktivitetstilbud, som de mange sociale foreninger under Kontakt mellem Mennesker og Frivillighuset tilbyder sygdomsramte, ensomme, indvandrere og alle andre, der efterlyser og har brug for et fællesskab.

- Jeg gik på et tidspunkt til noget gymnastik med Kontakt mellem Mennesker, så jeg kendte huset, men var noget nervøs, da jeg nu, nogle år senere, bankede på igen.

- En kvinde, der hedder Narges, åbnede døren, og jeg udbrød: "Kan I ikke bruge mig til noget".
Narges gav mig et kram og fortalte, at hun var ved at etablere en international café, og at hun da godt kunne bruge mig som en frivillig hjælper.

- Jamen, jeg var helt overvældet og overrasket, for her var en person, der have brug for min hjælp, ville mig - og herefter ændrede mit liv sig.

- Jeg begyndte stort set med det samme at arbejde sammen med Narges, havde nu noget meningsfyldt at stå op til, noget at tage mig til og bidrage med - være en del af.

Selvværd booster

Da cafeen åbner kort tid efter, oplever Jette Bager et nyt boost i sit selvværd og nye glæder ved livet.

- I cafeen kommer en række indvandrer- og flygtningekvinder, der, selvom de er kommet fra krig og elendighed, har en varme og umiddelbarhed, jeg bare bliver grebet af. Uden at kende mig og min baggrund giver de masser af kram, og det var lige, hvad jeg havde brug for. Denne varme og opmærksomhed havde jeg savnet og ikke rigtig fået blandt mine danske venner, da jeg havde brug for det, fortæller Jette Bager.

Hun får det hurtigt så godt med sig selv, at hun dropper sin medicin og får mere energi og overskud - og mod på mere.

- Jeg bliver hurtigt tryg ved Frivillighuset og begynder som gæst at komme i Mandagscafeen, som er for ensomme ældre, jeg spiser med i Medborgercafeen og begynder så småt at få et nyt netværk, knytte bånd og får øjnene op for alle de tilbud, der er for ældre på Sydfyn, fortæller Jette Bager.

Hun begynder at gå til dans med Ældre Sagen, dyrke motion i Frøavlen, får arbejde som frivillig i forskellige genbrugsbutikker, hjælper som besøgsven en børnefamile fra Kurdistan med at falde til i byen og meget andet.

- Pludselig har jeg så mange aftaler i min kalender, at jeg næsten får stress, griner Jette Bager, som dog efterhånden finder et leje, hvor hun selv kan følge med.

Husk at række ud
Ensomme Jette bankede på døren og et himmerige af aktiviteter åbnede sig

Narges Samimi, som står bag flere sociale tiltag i Frivillighuset, tog med åbne arme imod Jette Bager, da hun havde brug for hjælp. Nu har de arbejdet sammen i seks år og planlægger her næste aktivitet i Café Narges, som er er mødested for indvandrerkvinder. Foto: Katrine Becher Damkjær

Jette Bager husker med glæde tilbage til den dag, da hun "tog sig sammen" og bankede på døren til Frivillighuset.

- Her blev der åbenbaret et himmerige af muligheder, jeg slet ikke turde drømme om. Her føler jeg mig værdifuld, her bruger jeg som gæst de mange tilbud, og jeg hjælper som frivillig medarbejder stadig Narges og alle hendes fine projekter. Ved at hjælpe andre, hjælper jeg også mig selv, for ved at give lidt af sig selv, får man tifold tilbage, siger Jette Bager.
Hun opfordrer ensomme ældre til at turde række ud.

- Tal med din præst, læge eller hjemmehjælper om dine problemer, for du er ikke alene om at have det sådan - og de står alle klar til at hjælpe og guide dig videre i livet og ud til de mange tilbud, der findes i kommunen.

- Og vær ikke bange for at banke på en dør hos de sociale foreninger og tiltag, for de og vi åbner den hjertens gerne - det er derfor, vi er her, og vi har plads til alle, opfordrer Jette Bager.

Kort om Kontakt mellem Mennesker og Frivillighuset

Kontakt mellem Mennesker er en 30 år gammel forening, lokalt forankret i Svendborg.

Man guider borgere ud i det frivillige sociale foreningsliv - hvad enten de søger frivilligt arbejder, eller har brug for at finde en aktivitet i en forening.

Man arbejder for at støtte, synliggøre og udvikle det frivillige sociale område i Svendborg.

Her tilbydes vejledning til foreninger om foreningsrelaterede spørgsmål - og tilbydes synliggørelse, rekruttering af frivillige, netværksmøder, gratis kurser o.ma. for de lokale frivillige sociale foreninger.

Man igangsætter selvhjælpsgrupper og udvikler sociale projekter, der rummer udfordringer som sorg, selvværd, pårørendeproblematikker, ensomhed, sygdomshåndtering m.fl.

Man varetager også driften af det lokale Frivillighus, hvor en lang række frivillige sociale foreninger har til huse.

PRESSEMEDDELELSE – Nye tider hos Narges

Nye tider hos Narges

Narges Samimi åbner igen dørene tl sin café for kvinder fra alverdens lande. Privatfoto

Svendborg: Cafe Hos Narges i Frivillighuset i Havnegade, som siden 2013 har været drevet af Narges Samimi, og som er et mødested for udenlandske kvinder, har fået nye tider.

- Vi starter nu med en informationsaften den første onsdag i måneden fra 18-20. Mødets temaer er forskellige og relevante for kvinderne i forhold til danske samfundsforhold. Hver onsdag har vi så frokost fra 13-15, nogle gang med et slag bingo bagefter, men altid med et godt og let måltid, frugt, kaffe og te samt hyggeligt selskab.

- Cafeens mødetid er flyttet rundt gennem årene for at passe til deltagernes sprogskole, afhentning af børn og arbejde, men nu har vi fundet frem til at 13-15 passer bedst, fortæller Narges Samimi i en pressemeddelelse.

Narges Samimi kommer selv kom fra Iran, så hun ved alt om at det at lære dansk som voksen, lære Danmark og byen Svendborg at kende, følge sine børns fremskridt i deres danske skoler og savne fællesskaber.

- I cafeen møder alverdens kvinder hinanden, nogle med samme baggrund, andre fra lande, vi stort set ikke kender - og nogle danske kvinder, som er søde at snakke med, og som kan give ny indsigt. Venskaber opstår under de hyggelige møder og frokoster, fortæller Narges Samimi, som er ved at lave en kogebog, der samler gruppens diverse opskrifter samt korte interviews med kvinderne bag.

- Her er tysk ostekage, amerikanske colakylling, vietnamesiske forårsruller og den kurdiske dessert harissa samt dejlige danske julemad - og meget andet, 14 forskellige opskrifter i skrivende stund, siger Narges Samimi.

TrygFonden har doneret 100.000, Nordea 20.000 og Integrationsrådet 30.000 til kogebogen, som forventes at være færdig til august.

Ugeavisen Svendborg, 23.01.20
Nye tider hos Narges

PRESSEMEDDELELSE – Lokale løver gav juleposer til 33 familier

Lokale løver gav juleposer til 33 familier

På billedet ses Narges (tv) og Morteza Ghaemi fra Frivillighuset – og Kirsten Puggaard fra Lions i Svendborg, som donerede juleposer og gavekort til 33 sydfynske familier.

Svendborg: Lions Klub Svendborg har igen i december 2019 solgt juletræer ved den gamle smedje ved rundkørslen på vej mod Thurø.

En kombination af en venlig leverandør af juletræerne og Lions-medlemmernes ihærdige salgsaktiviteter, trods det våde vejr, har resulteret i et fint resultat, som gav mulighed for at glæde 33 familier med en julepose og gavekort til Rema 1000 i Ørkildsgade.

Juleposerne blev uddelt af Lions i et samarbejde med medarbejdere fra Frivillighuset, som sørgede for, at de rigtige familier og værdigt trængende, blev begunstiget./mith

Ugeavisen Svendborg , 03.03.20
Lokale løver gav juleposer til 33 familier