Spring til indhold

Julegave til de frivillige i Svendborgs foreningsliv. - Samtale er roden til alt godt!

Frivilligcenteret, Frivilligrådet og den lokale Brobygger på det frivillige sociale område, inviterer sammen de sociale foreninger i Svendborg ind til en tidlig julegave, i en samtalesalon, mandag d. 9. december kl. 15-17.30.

En samtalesalon er en gammel og eksklusiv måde at mødes på, som nu vækkes til live igen med samtalen som centrum. Formålet er ikke at blive enige om noget, men at vi alle får lov til at give udtryk for hvad vi tænker om det vi har tilfælles. Simpelthen fordi, at vi tror på, at det er vigtigt at mødes og have tiden til at snakke sammen om det vi brænder for og finder interessant.

Det er blevet tid til nærvær og de mere dybe samtaler.

Du gør det hver eneste dag, og nogle dage hele tiden. Taler med andre mennesker. Men, hvornår har du sidst haft en virkelig interessant og vedkommende samtale? Hvor der ikke er nogen holdninger der er mere rigtige eller forkerte end andre? Og af den slags hvor du oplever at blive hørt – og måske også får nye ideer og tanker med dig hjem?

Nærværet, og dermed tiden til de mere nysgerrige samtaler, er trængt i disse mobiltelefonernes tid, hvor bippende lyde og blinkende løfter om nyheder, beskeder og likes, tager stadigt mere og mere af vores tid og opmærksomhed.

Vi vil gerne skabe rum for, og invitere dig ind til, en samtale om hvad meningsfulde fællesskaber er.

Vær med i en samtale om det du brænder for. En samtalesalon har en samhørighedsskabende effekt – og det vil vi meget gerne være med til at styrke blandt de frivillige sociale foreninger og frivillige kræfter der arbejder i Svendborg.

Vi vil gerne samtale om hvad det betyder for dig som frivillig at være en del af et foreningsfællesskab? Hvilken forskel mener du at det har for os som mennesker, for vores medborgere og for vores tilværelse i det hele taget, at vi tager aktivt del i hinandens liv?

Kom og varm dit julehjerte sammen med os.

Samtalesalonen afholdes mandag d. 9. december kl. 15-17.30 i Rådhusets kantine. Frivilligcenteret, Frivilligrådet og den lokale Brobygger på det frivillige sociale område er værter for dagen, og lover hyggelig julet forplejning med kaffe, the, alkoholfri gløgg og en ganske særlig julekage.

Sarah Warny Berg er inviteret ind som vært for samtalesalonen for de frivillige i Svendborg.

Tilmelding kan ske senest torsdag d. 28. november via https://kontaktmellemmennesker.nemtilmeld.dk/20/ eller på mail info@kontaktmellemmennesker.dk.
Bemærk! Der kan være max 30 deltagere til denne samtalesalon.

Har du spørgsmål til arrangementet, er du velkommen til at kontakte Frivilligcenterets sekretariat på 62 20 11 30, mandag-torsdag kl. 10-16.

Sarah Warny Berg

Hvad er en samtalesalon?

Samtalesaloner begyndte som fænomen, da de franske hofdamer for mere end 400 år siden var dødtrætte af stive etiketter og stramme samtale-manualer ved det franske hof. De ville gerne prøve at »free-style« lidt og introducerede derfor salonkulturen og salonsamtalen.

Den klassiske samtalesalon er et to-timers arrangement, hvor værten styrer et mix af samtaleøvelser, som får gæsterne til at tale med nogen, de ikke kender og om spørgsmål, de ikke ellers ville have taget fat på. Man behøver ingen viden om emnet eller særligt velargumenterede holdninger for at deltage i en samtalesalon. Man siger bare, hvad man tænker.

Til samtalesaloner slipper man for at svare på de klassiske smalltalk-spørgsmål om, hvor man arbejder og bor. Man vælger selv, hvor personligt man vil svare på spørgsmål om holdninger, baggrund og præferencer. Og man er ikke blandt gamle venner, der typisk har en masse faste forventninger til, hvad man vil sige.

Når samtalepartnere ikke kender disse grundlæggende oplysninger om hinanden, lytter man mere åbent og nysgerrigt til hinanden. Man befinder sig i et historieløst rum, hvor ingen på forhånd ved, hvad den anden vil sige.

På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Ved fortsat brug af websiden godkender du brugen af cookies  Læs mere