Spring til indhold

PRESSEMEDDELELSE Generalforsamling i Frivilligcentret

Frivilligcenter Sydfyn/Kontakt mellem Mennesker afholdt generalforsamling mandag den 14. marts i Frivillighuset. Det har været et ekstremt travlt år for frivilligcentret, som bl.a. har fået støtte fra Trygfonden til to forskellige projekter og også har flere samarbejder i gang med Svendborg Kommune, bl.a. om det kommende demensby.

Sidste år var frivilligcentrets leders 25 års jubilæum. Susanne Aasholm har været ansat i Kontakt mellem Mennesker siden det hele begyndte med socialrådgiver Lone Møller som initiativtager i 1989. Susanne har været daglig leder siden 1999.

I år siger frivilligcentret farvel til endnu en 25 års jubilar, nemlig Kirsten Ljungdalh, næstformand for bestyrelsen. Kirsten meldte sig som frivillig da hun forlod arbejdsmarkedet og har været i gang, i flere roller, i årenes løb. Kirsten fortsætter i arbejdsgruppen for frivilligcentrets genbrugsbutik GenbrugsKontakten, men vil ikke længere være bestyrelsesmedlem. Erik Witten, som nu er suppleant til bestyrelsen, overtager denne plads som medlem og Per Krone bliver centrets nye suppleant. Graham Thompson fortsætter som den anden suppleant. Bestyrelsesmedlemmer Erik Ejlersen, formand, Erwin Hentzer, Karen Strandhave og Helen Ramsdal fortsætter ligeledes. Tænk bare, 25 år som frivillig det samme sted! Det er noget der giver livsglæde.

En særlig TAK blev givet til GenbrugsKontakten, der støtter frivilligcentrets arbejde i Svendborg økonomisk. Uden den fabelagtige indsats fra butikkens frivillige kunne frivilligcentret slet og ret ikke fortsætte sit virke fra år til år.

Det var derfor en meget tilfreds bestyrelsesformand der kunne berette om travlhed – ind imellem træthed – af den absolut bedste slags. Med en fin kommunal støtte, dygtige frivillige, nye projekter såsom Gå Dig Glad og gamle projekter som den internationale mødregruppe Mamma Mia, i gang med gruppe nr. 16. Se frivilligcentrets ugentlige annonce for et indblik i, hvad der mere er i gang i dit frivilligcenter.

Frivillighuset Svendborg

På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold. Ved fortsat brug af websiden godkender du brugen af cookies  Læs mere