Det´ sørme – det´ sandt – de´cember … (næsten)

og december betyder én ting især – JUL. 

Igen i år arrangerer Frivilligcenter Sydfyn/Kontakt mellem Mennesker juleaftensfest i
Skallen; i år for 20. gang.
Juleaften i Skallen er for alle, der har lyst til at være sammen med andre mennesker på denne højtidsaften og deltage i de traditionelle danske juleaktiviteter: Spisning, sang, dans om juletræ og gaver til de søde børn, og det er jo alle børn!

Festen kan holdes fordi forretninger og virksomheder i det sydfynske hjælper til med sponsorater og en stor gruppe frivillige hjælpere donerer deres tid. Selvfølgelig kommer Julemanden på besøg; ellers var det ikke rigtig juleaften. Måske er det vigtigste ved arrangementet netop denne juleånd der byder velkommen i det glade fællesskab. Flere frivillige hjælpere har været med næsten lige så længe der har været en fest. Det siger meget klarere end nogen annonce eller reklame, hvilken dejlig aften de oplever.
Både sponsorer og de frivillige hjælpere skal allerede her have en dybfølt tak for indsatsen. Uden jer, ingen fest.

Billetter til Juleaften i Skallen kan købes ved personligt fremmøde fra torsdag den 1. december til og med torsdag den 22. december hos Kontakt mellem Mennesker på Havnegade 3.
Pris pr. person 25 kr. Alle børn får en gave og der er flere gevinster at vinde for de voksne.
Kontakt mellem Mennesker er åben mandag – torsdag 10-16.

Generalforsamling i Frivilligcentret

Presse 17. marts 2016

Frivilligcenter Sydfyn/Kontakt mellem Mennesker afholdt generalforsamling mandag den 14. marts i Frivillighuset. Det har været et ekstremt travlt år for frivilligcentret, som bl.a. har fået støtte fra Trygfonden til to forskellige projekter og også har flere samarbejder i gang med Svendborg Kommune, bl.a. om det kommende demensby.

Sidste år var frivilligcentrets leders 25 års jubilæum. Susanne Aasholm har været ansat i Kontakt mellem Mennesker siden det hele begyndte med socialrådgiver Lone Møller som initiativtager i 1989. Susanne har været daglig leder siden 1999.

I år siger frivilligcentret farvel til endnu en 25 års jubilar, nemlig Kirsten Ljungdalh, næstformand for bestyrelsen. Kirsten meldte sig som frivillig da hun forlod arbejdsmarkedet og har været i gang, i flere roller, i årenes løb. Kirsten fortsætter i arbejdsgruppen for frivilligcentrets genbrugsbutik GenbrugsKontakten, men vil ikke længere være bestyrelsesmedlem. Erik Witten, som nu er suppleant til bestyrelsen, overtager denne plads som medlem og Per Krone bliver centrets nye suppleant. Graham Thompson fortsætter som den anden suppleant. Bestyrelsesmedlemmer Erik Ejlersen, formand, Erwin Hentzer, Karen Strandhave og Helen Ramsdal fortsætter ligeledes. Tænk bare, 25 år som frivillig det samme sted! Det er noget der giver livsglæde.

En særlig TAK blev givet til GenbrugsKontakten, der støtter frivilligcentrets arbejde i Svendborg økonomisk. Uden den fabelagtige indsats fra butikkens frivillige kunne frivilligcentret slet og ret ikke fortsætte sit virke fra år til år.

Det var derfor en meget tilfreds bestyrelsesformand der kunne berette om travlhed – ind imellem træthed – af den absolut bedste slags. Med en fin kommunal støtte, dygtige frivillige, nye projekter såsom Gå Dig Glad og gamle projekter som den internationale mødregruppe Mamma Mia, i gang med gruppe nr. 16. Se frivilligcentrets ugentlige annonce for et indblik i, hvad der mere er i gang i dit frivilligcenter.

Kontakt mellem Menneskers venskabs forening i Grønland.

gr-arnHos Kontakt mellem Mennesker, er det besluttet at støtte børneværestedet Amarngivat, beliggende i Østgrønland. www.amarngivat.gl Amarngivat er ligeledes støttet af Red Barnet.

Amarngivat er et fristed for alle byens børn og unge. Her kan man blandt andet lege, sove, lave mad, spille computer og komme i førskoletræning. På stedet er der også grupper for nybagte mødre, samt for gravide unge. Læs mere: www.ag.gl (grønlandsk avis)

– Vi fungerer som et slags multihus. Alle er velkomne.
For nyligt kom et ung par med deres barn og spurgte om de måtte overnatte hos os. Bedsteforældrene skulle på druk og det unge par ville gerne sove i trygge omgivelser. Til dagligt bor de hos bedsteforældrene, siger lederen af Amarngivat Lars Göranson. – I sådanne tilfælde åbner vi dørene op for indbyggerne, også udenfor lukketid.

Der er behov for hjælp til at skaffe børnetøj, pænt, godt børnetøj. Kontakt mellem Mennesker har formidlet kontakt til KFUM’s spejderhytte på Thurø, der i uge 30 (2012) vil fungere som sommerkoloni for børnene. Det drejer sig om 8 børn og 3 voksne, i alt 11 personer.

Værestedet Amarngivat modtog i 2010 Kronprinsparret Socialpris på kr. 50.000 fordi værestedet Amarngivat i Tasiilaq i Østgrønland har skabt en tryg base for børn og unge i alderen 0 – 15 år.

Kære interesserede.
Hvis I har pænt, godt børnetøj vil vi meget gerne overtage det og formidle det videre til børnene i Amarngivat. Tøjet kan afleveres hos Kontakt mellem Mennesker, Toldbodvej 5, i åbningstiden fra 10 – 16, mandag – torsdag.

Det er også muligt at støtte værestedet, ved at indsætte et beløb i Svendborg Sparekasse: 0815-3531112295

Irene Holm, har arbejdet som skoleleder i Østgrønland i 7 år, er koordinator for projektet og Irene kommer gerne ud til forsamlinger for at fortælle mere om livet i Østgrønland.

Kontakt mellem Mennesker: tlf. 62201130 Irene Holm: tlf. 20828349

Halløj’erne spreder smil og glæde.

Hjemmet nr. 24 – 12. juni 2006
Af Helle Andrés – helandre@abmail.dk
Foto: Heidi Lundsgaard

Halløj-holdet er en gruppe frivillige, der rykker ud til hospitaler, private hjem eller andre institutioner og giver en god, glad oplevelse. Holdet har fast base i organisationen Kontakt mellem mennesker, der har fået inspiration til løjerne fra et hollandsk initiativ.

Halløj’erne spreder smil og glæde.
Sku’ det være en sang, en historie eller et drys sæbebobler midt på en ellers almindelig hverdag? Halløj-holdet rykker gerne ud og rykker rundt på smilerynkerne.
Døren går op, og ind bugter sig en slange af mennesker med hatte, parykker, blinkende hjerter, blomster i håret og røde næser.
Mens de synger “MariaSambaen”, vugger de ned mellem bordene i fælleslokalet, hvor beboere fra plejecentret Troldehøj sidder. De ældre ser smilende til, mens regnbuefarvede sæbebobler svæver ned mellem dem.

-Vi kender godt “Halløj-holdet”. De har været her før – og de er sjove, slår Barbara Sørensen fast.
Hun er en af de 14-16 beboere, der glæder sig til en formiddag i selskab med nogle af de frivillige fra det svendborgensiske Halløj-hold, der tager rundt og giver gaver, der lyser op i hverdagen som for eksempel sang, musik, højtlæsning, dekoration af rollatoren, en gang make-up eller hvad man ellers kan ønske sig.

64Glæden går begge veje. For hvis ingen ønskede sig besøg, ville de aldrig komme ud og lave halløj, siger Susanne Aasholm fra gruppen.
-Det’ dejligt, dejligt. Så keder vi os sgutte, lyder en mandsstemme fra det ene af langbordene.

Smil og glæde
Halløj-gruppen istemmer “Gem et lille smil, til det bli’r gråvejr” – meget aktuelt. For uden for de store vinduer kæmper en bleg sol mod blytunge skyer. Smilene er gemt og kommer frem nu så småt, mens stemmerne varmer op med de kendte ord.

Sprøde stemmer blander sig med lidt mere modige i “Kom maj, du søde milde”. Det skader vel aldrig at gøre sit for at skubbe lidt til den modstræbende sommer.

I hvert fald stiger temperaturen mærkbart indenfor. Så stemningen er helt parat til
Martha, der stammer fra Colombia, og sætter sig midt i lokalet med guitaren og giver sig i kast med en fremmedartet sang.

Alle lytter i stilhed. Da sangen er til ende, forklarer Martha, at det er en romantisk sang. “For vi elsker meget i Syden”, understreger hun med et stort og lidt genert smil.

65-Hvor er du altså dygtig, siger en af de ældre kvinder anerkendende til Martha, der kvitterer med en klingende dansk udgave af ”Lærkereden”, som vi alle kan synge med på.

Mens, nogle synger, er andre fra Halløj-holdet gået i gang i køkkenet. En svag, lokkende duft derude fra lover noget i retning af pandekager.

-Syng noget mere på spansk. Det gør ikke noget, vi ikke forstår det. Det lyder bare så godt, beder Barbara Sørensen.

Martha behøver ikke lang betænkningstid, før hun får lokket de fleste til at gi’ en forsigtig prøve på den spanske udgave af “Toms karameller. Vi spiser Toms karameller.” Det går helt godt det her. Og mens Martha står for musikken og alle de andre linjer, er det Troldehøjs beboere, der klarer omkvædet – inklusive taktfaste klap.

Pandekager og eventyr
Pandekagerne bliver Serveret. Og imens læser Dorthe Nielsen op – små sjove beretninger om, hvad børn dog siger og mener om så alvorlige emner som Gud og Skabelsen. Der lyder små fnis og grin, mens pandekagerne glider ned.

62En skøn quinde, klædt i skinnende pink fra top til tå sætter sig midt i lokalet. Hun lyser op som en blomst og får alles fulde opmærksomhed. Mens hun læser op af H.C. Andersens velkendte eventyr om “Den grimme ælling” breder der sig en opmærksom og tæt stemning i det store rum. Alle kender historien, men trods det kan man ikke helt holde den lille gysende fornemmelse glæde borte, da ællingen endelig får øje på sig selv i søens sejl – og det hele ender godt.

Pandekagerne er fordøjet nu. Folkene fra Halløj-holdet sætter sig rundt omkring ved bordene hos de ældre og sludrer.

Anna Karlsen fra Troldehøj er i hopla. Hun har et godt øje Ingvard, der sidder overfor. Meeen, de er bare gode venner understreger hun. For de har begge to været gift tidligere – hver for sig altså, understreger hun.

Anna er med på den værste og ikke bleg for at gå i lære som sæbeboblepuster, da hun får tilbuddet. Hun ta’r lige et par prøverunder, før hun har helt styr på den lille dims, hun skal puste. Men så svæver der også små kulørte bobler om hendes hvide krøller.

66Mens nogle af halløj’erne sludrer, går andre rundt og deler hvide roser ud til de ældre. Og Anna, der er rap i replikken, er ikke bleg for at lokke Ingvards blomster fra ham. For med de fire, hun så har, er der pludselig nok til en vase!

Om der er, fordi sangene om sol og forår virkelig er nået helt op til de højere magter, er ikke til at sige. Men rummet virker lysere og stemningen lettere, end før Halløj-gruppen kom syngende ind med deres røde næser, blinkende hjerter og dryssende sæbebobler.

Halløj

HALLØJ

De frivilliges gave til beboere, patienter, pårørende, personale – og andre mennesker.

ballonV_hallojHelt kort er idéen at arrangere en glad begivenhed på en institution, et hospital eller i et privat hjem.
Som udgangspunkt er det en gruppe frivillige, der efter nærmere aftale ”indtager” et område med fest, farver, sang og musik.
De frivillige starter i samlet flok – farverigt klædt på, gerne anført af klovner, sangere og musikere – med at gå igennem bygningens gange og fælleslokaler. Eller udenom, så man kan ses fra vinduer og altaner. Se billedet i bilagsmaterialet.

ballonH_hallojDernæst står de frivillige til rådighed for at opfylde ønsker fra beboere, patienter, pårørende og personale.
I dagene inden HALLØJet er der i samarbejde med personalet delt ønskesedler ud med alle de frivilliges tilbud og idéer.
Man kan ønske sig en gåtur, højtlæsning, at få dekoreret sin rollator, en sang, kursus i make-up, varme pandekager osv.
Imens alle disse ønsker bliver opfyldt kan der være klovnerier, sang, musik, dans og anden optræden rundt om på hospitalet, plejehjemmet eller hvor HALLØJet nu foregår. Efter et par timer går gruppen en lille afskedsrunde eller lukker på anden måde arrangementet.

Har du lyst til at være en del af halløjholdet eller har du kender du et sted, hvor der er brug for et trut, så kontakt os.

Halløj artikel – Hjemmet nr. 24 – 12. juni 2006, Af Helle Andrés
Halløj billeder

Halløj holdet