PRESSEMEDDELELSE Frivilligt på museum med Museumschef Esben Hedegaard og Mand og mand imellem.

På Svendborg Museum arbejder der 150 mennesker på frivillig basis. Det svarer til 10 frivillige for hver af de 15 fastansatte på museet. De frivillige gør et kæmpe stykke arbejde og laver alt mellem himmel og jord, ja faktisk kunne Svendborg Museum, ifølge museumschef Esben Hedegaard, slet ikke drive museet uden hjælp fra de frivillige.Tirsdag d. 20. februar kl 16.30 kommer museumschef Esben Hedegaard på besøg i Mandecaféen Mand og mand imellem i Frivillighuset, og her vil han fortælle om Svendborg Museums mange aktiviteter, og om samarbejdet med de frivillige. Hvad får de egentlig ud af at arbejde på museet, når nu de ikke får løn?

Foredraget finder sted i frivillighuset på Havnegade 3, og alle mænd er velkomne. Arrangementet er ganske gratis, men da der vil blive serveret lidt godt til maven efter foredraget, er tilmelding nødvendigt. Der er begrænset antal pladser og tilmelding foregår efter først-til-mølle-princip.Tilmelding kan ske på info@kontaktmellemmennesker.dk eller på tlf.62201130.

Mand og mand imellem er en mande-cafe, hvor mænd kan mødes om det, de synes er spændende og sjovt. Her udspringer aktiviteterne af de fremmødtes egne interesser og lyster og alle mænd er således velkomne til at komme og deltage i de planlagte aktiviteter, eller selv komme med ideer og oplæg til nye spændende projekter. Man(d) er også velkommen til bare at komme og hænge ud og møde nye mennesker - der er altid kaffe og the på kanden. Mand og mand imellem har åbent alle tirsdage kl. 16-19 (dog lukket sidste tirsdag i måneden). Projektet er et samarbejde mellem Medborger Caféen og Kontakt Mellem Mennesker - Frivilligcenter Sydfyn, og er støttet af blandt andet Kulturministeriet.