PRESSEMEDDELELSE Frivillighuset – de lokale frivillige sociale foreningers hus – er genåbnet, igen, igen.

Frivillighuset i Havnegade 3 måtte, ligesom alle andre i det ganske danske land, lukke huset og al dets aktiviteter ned, da statsministeren i foråret gik på skærmen og sendte alle hjem.
Det blev en lang og drøj ventetid for de lokale frivillige sociale foreninger og deres brugere, hvoraf mange dagligt gratis låner lokaler i Frivillighuset til afvikling af deres aktiviteter.

En forsigtig genåbning i juni.

Den første forsigtige genåbning af huset efter nedlukningen, blev i starten af juni, hvor Frivilligcenter Svendborg, der dagligt varetager driften af huset, oplevede at foreningsaktiviteten fortsat var meget lav. Mange foreninger valgte at vente med opstart af foreningsaktiviteterne til efter sommeren, for at passe på deres foreningsbrugere og medlemmer.
I juli blev huset lukket ned igen af hensyn til coronasikkerheden, der kræver løbende rengøring og afspritning på alle etager og flader for at minimere smitte risikoen i et hus med mange menneskers daglige brug.

Nu er foreningerne for alvor igang igen.

Det var derfor også med stor spænding, at huset i august kunne åbnes op igen. Og det ser heldigvis ud til at de lokale frivillige sociale nu for alvor er klar til at tage fat igen.
Gry Marcussen, ansat i Frivilligcenter Svendborg og bookingansvarlig i Frivillighuset udtaler: "Flere foreninger valgte i juni ikke at starte op, eller havde simpelthen valgt at lægge deres aktiviteter udendørs ved skov og strand. Vi oplver heldigvis, at de nu er på vej tilbage i Frivillighuset, og oplever derfor en herlig aktivitet og summen igen - hvor alle iøvrigt overholder behørig afstand. Det er næsten helt som normalt igen, og det er vi fantastisk glade for!".
Corona er her dog stadig, så både ansatte i Frivilligcenteret og husets brugere, løfter i fællesskab opgaven med at holde huset coronafrit. Alle deltager aktivt flere gange dagligt i opgaven med at rengøre og afspritte, så vi sammen kan sikre, at Svendborgs borgere – også de særligt udsatte – trygt igen kan deltage i foreningernes tilbud.

Har du brug for at finde en foreningsaktivitet i det frivillige sociale felt?

Find oversigten over alle de lokale frivillige sociale netværk, foreninger og aktivitetstilbud på Kontakt Mellem Menneskers hjemmeside: www.kontaktmellemmennesker.dk i den sociale vejviser. Foreningernes aktiviteter findes på hjemmesiden under kalenderfunktionen.
Frivilligcenter Svendborg er en del af foreningen ”Kontakt mellem Mennesker”. Frivilligcenter Svendborg henvender sig til foreninger og borgere, og har til formål er at støtte, fremme og udvikle det frivillige sociale felt i Svendborg Kommune og varetager driften af Frivillighuset i Havnegade 3. Frivilligcenter Svendborg har kontor i Havnegade 3, 5700 Svendborg og kan kontaktes mandag-torsdag kl. 10-14.30 på telefon 62 20 11 30.’