PRESSEMEDDELELSE. Det frivillige sociale foreningsliv efter Corona – der er brug for de meningsfulde fællesskaber.

Det har været et år med store Corona-benspænd og dermed mange udfordringer for os alle – og måske særligt for foreningslivet. Foreningerne er nu så småt på vej tilbage med aktiviteter til byens borgere - og der er hårdt brug for det.

I lang tid har vi alle måtte leve med, at intet er som det plejer. Vi har holdt afstand, sprittet af og været i selvisolation. Vi har været begrænset af hvor mange vi har kunnet være sammen og vi har oplevet gentagne aflysninger i både vores sociale-, arbejds- og fritidsliv.

Nu har vi brug for noget at se frem til, noget at være en del af – og gerne i fællesskab med andre. Og her er det frivillige sociale foreningsliv et fantastisk sted at gå hen.

Svendborg står foreningsstærkt

Svendborg har en stærk tradition for et myldrende og aktivt foreningsliv. Alene på det frivillige sociale område, findes der lokalt mere end 120 tilbud, der blandt andet arbejder indenfor områder som; børn/unge, familier, misbrug, integration, vold, sundhed m.fl.

Mange af tilbuddene henvender sig til de mest udsatte i samfundet. Netop de har haft det særligt hårdt, fordi de sociale fællesskaber de plejer at være en del af, har været lukket ned.

Selvom mange foreningstilbud har været lukket fysisk ned, så er det alligevel lykkedes for en del foreninger at holde kontakt med såvel brugere som frivillige online. Der er blevet afviklet digitale møder, der er oprette telefonkæder og der har været tilbud om gåture i det fri.

”Men når man er socialt særlig udsat – og måske også har isoleret sig yderligere på grund af Corona – så står man lige nu bare meget alene.” udtaler Gry Marcussen og fortsætter ”Og det oplever vi har været noget af det sværeste for foreningerne. De har ikke kunnet yde den hjælp og støtte til deres brugere som de plejer, fordi Coronasituationen har gjort det vanskeligt og de har ikke haft mange muligheder for at gøre ret meget. For, det ér en kæmpe udfordring at række ud, når man ikke kan være sammen fysisk”.

Gry glæder sig derfor over, at der nu kan åbnes lidt mere op for aktiviteterne ” Med den senest udmelding fra regeringen, så er der lidt flere muligheder for foreningerne, der nu kan afvikle aktiviteter udendørs med op til 50 deltagere”.

Blev vi klogere af Corona-situationen?

Selvom det har givet mange, og svære udfordringer, så har der også været erfaringer at høste.

Det ved Frivilligcenter Svendborg, der lige nu, i samarbejde med Frivilligrådet, er i gang med at ringe de mange foreninger og netværk op.

”Det har da været en udfordring for mange, at handle anderledes end de plejer. Det har skubbet mange foreninger ud i at skulle kommunikere mere på de digitale platforme, og beherske flere nye digitale løsninger. Og selvom det aldrig nogensinde kan erstatte det at vi mødes fysisk, så kan der være nogle erfaringer, så kan det i visse situationer vise sig at gå hen og blive et fint supplement til det fysiske møde. Det kan f.eks. være møder der kan afholdes, selvom en deltager sidder fysisk et andet sted, men det kan også være at nogle af de digitale foreningstilbud stadig giver mening at have, selv efter Corona er væk. ”

Og Gry fortsætter ” Det er jo en udfordring at skabe nærvær når man ikke er fysisk sammen, derfor har vi i Frivilligcenteret gjort hvad vi kunne for at hjælpe foreningerne i brugen af de digitale platforme. Det har handlet om både det tekniske, men også om hvordan man skaber tryghed i det mellemmenneskelige plan, for hvordan skaber man meningsfulde aktiviteter på afstand?”

Frivilligcenteret har været i en rivende udvikling gennem det sidste års tid.

Selvom det har været begrænset hvad Frivilligcenteret har kunnet støtte og hjælpe med, så er det alligevel lykkedes at få flere ting sat i gang. Ligesom mange af foreningerne, der skulle lære at lave aktiviteter på en ny måde, har også Frivilligcenteret måtte omstille sig og udvikle nye måder at løse tingene på.
Foruden et blomstrende samarbejde med Frivilligrådet, hvor der udover opringninger til foreningerne, også blev opstartet digitale netværksmøder for foreningerne, har Frivilligcenteret det seneste år også styrket sit samarbejde med kommunen. Blandt andet har Frivilligcenteret løbende haft kontakt med Sundhedschef Anne Højmark, for at kunne kvalificere, at de rette informationer blev sendt ud, når nye Corona-retningslinjer skulle tolkes og videresendes foreningslivet.

”Vi er lykkedes med rigtigt mange gode ting det sidste års tid.” Udtaler Gry. ”Blandt meget andet har vi sammen med den kommunale brobygger fået lavet en film om at vælge at være frivillig som ung. Den glæder vi os meget til at komme ud og vise på skoler og uddannelser, og til at få sat nogle gode snakke i gang om hvorfor det giver mening at være frivillig i de lokale foreningsfællesskaber.”

Frivilligcentret har desuden løbende under hele nedlukningen opdateret en oversigt over de aktiviteter der stadig har været i gang. Og listen – ”Fællesskaber – sammen hver for sig” – er da også endt med at være den mest trafikerede side på Frivilligcenterets hjemmeside.

Vi skal turde at række ud til hinanden

Måske har corona-året lært os noget om, at det faktisk er helt ok at bede om hjælp. Og at det er ok at vi også rækker ud til hinanden når vi oplever at nogen der står ved siden af os, har det svært. Ensomhed har i hvert fald i det forgangne år fået stor synlighed og plads i manges bevidsthed.

Det seneste år har også tydeliggjort at foreningslivet er en vigtig medspiller i at sikre et stærkt sikkerhedsnet under de mest sårbare borgere. Og forhåbentligt kan det, at vi taler om det der er svært, være med til at gøre det lettere for flere at række ud efter fællesskaberne.

I Svendborg har den bevidsthed også været at mærke på politisk plan. Frivilligcenteret har oplevet hvordan byrådet blandt andet, bekymret har spurgt til, hvordan de bedst politisk har kunnet hjælpe og understøtte foreningslivet i en svær tid.

”Og det oplever jeg faktisk som en kæmpe tillid til området.” Siger Gry ”De, politikerne, ved at vi er her, og de regner med os. Det kan de også roligt gøre, for det frivillige sociale foreningsliv løfter nogle vigtige opgaver med at gøre fællesskaber tilgængelige for så mange som overhovedet muligt – og de brænder så meget for at komme i gang igen”.

Det kan være svært at holde humøret højt, og at tro på at alt bliver godt igen. Men det bliver det. ”Og der er brug for jer - foreningslivet og alle I seje frivillige derude - til at hjælpe de mange der har brug for netop det I har at tilbyde” slutter Gry af.

Frivilligcenteret glæder sig til, at der igen er et Frivillighus summende fuld af liv og mange mennesker. Forhåbentligt går der ikke længe endnu – der er lys forude – og indtil da, følg med på Frivilligcenterets hjemmeside og Facebook, hvor der så småt begynder at blive annonceret flere og flere foreningsaktiviteter og frivilligjob.