Halløj’erne spreder smil og glæde.

Hjemmet nr. 24 – 12. juni 2006
Af Helle Andrés – helandre@abmail.dk
Foto: Heidi Lundsgaard

Halløj-holdet er en gruppe frivillige, der rykker ud til hospitaler, private hjem eller andre institutioner og giver en god, glad oplevelse. Holdet har fast base i organisationen Kontakt mellem mennesker, der har fået inspiration til løjerne fra et hollandsk initiativ.

Halløj’erne spreder smil og glæde.
Sku’ det være en sang, en historie eller et drys sæbebobler midt på en ellers almindelig hverdag? Halløj-holdet rykker gerne ud og rykker rundt på smilerynkerne.
Døren går op, og ind bugter sig en slange af mennesker med hatte, parykker, blinkende hjerter, blomster i håret og røde næser.
Mens de synger “MariaSambaen”, vugger de ned mellem bordene i fælleslokalet, hvor beboere fra plejecentret Troldehøj sidder. De ældre ser smilende til, mens regnbuefarvede sæbebobler svæver ned mellem dem.

-Vi kender godt “Halløj-holdet”. De har været her før – og de er sjove, slår Barbara Sørensen fast.
Hun er en af de 14-16 beboere, der glæder sig til en formiddag i selskab med nogle af de frivillige fra det svendborgensiske Halløj-hold, der tager rundt og giver gaver, der lyser op i hverdagen som for eksempel sang, musik, højtlæsning, dekoration af rollatoren, en gang make-up eller hvad man ellers kan ønske sig.

64Glæden går begge veje. For hvis ingen ønskede sig besøg, ville de aldrig komme ud og lave halløj, siger Susanne Aasholm fra gruppen.
-Det’ dejligt, dejligt. Så keder vi os sgutte, lyder en mandsstemme fra det ene af langbordene.

Smil og glæde
Halløj-gruppen istemmer “Gem et lille smil, til det bli’r gråvejr” – meget aktuelt. For uden for de store vinduer kæmper en bleg sol mod blytunge skyer. Smilene er gemt og kommer frem nu så småt, mens stemmerne varmer op med de kendte ord.

Sprøde stemmer blander sig med lidt mere modige i “Kom maj, du søde milde”. Det skader vel aldrig at gøre sit for at skubbe lidt til den modstræbende sommer.

I hvert fald stiger temperaturen mærkbart indenfor. Så stemningen er helt parat til
Martha, der stammer fra Colombia, og sætter sig midt i lokalet med guitaren og giver sig i kast med en fremmedartet sang.

Alle lytter i stilhed. Da sangen er til ende, forklarer Martha, at det er en romantisk sang. “For vi elsker meget i Syden”, understreger hun med et stort og lidt genert smil.

65-Hvor er du altså dygtig, siger en af de ældre kvinder anerkendende til Martha, der kvitterer med en klingende dansk udgave af ”Lærkereden”, som vi alle kan synge med på.

Mens, nogle synger, er andre fra Halløj-holdet gået i gang i køkkenet. En svag, lokkende duft derude fra lover noget i retning af pandekager.

-Syng noget mere på spansk. Det gør ikke noget, vi ikke forstår det. Det lyder bare så godt, beder Barbara Sørensen.

Martha behøver ikke lang betænkningstid, før hun får lokket de fleste til at gi’ en forsigtig prøve på den spanske udgave af “Toms karameller. Vi spiser Toms karameller.” Det går helt godt det her. Og mens Martha står for musikken og alle de andre linjer, er det Troldehøjs beboere, der klarer omkvædet – inklusive taktfaste klap.

Pandekager og eventyr
Pandekagerne bliver Serveret. Og imens læser Dorthe Nielsen op – små sjove beretninger om, hvad børn dog siger og mener om så alvorlige emner som Gud og Skabelsen. Der lyder små fnis og grin, mens pandekagerne glider ned.

62En skøn quinde, klædt i skinnende pink fra top til tå sætter sig midt i lokalet. Hun lyser op som en blomst og får alles fulde opmærksomhed. Mens hun læser op af H.C. Andersens velkendte eventyr om “Den grimme ælling” breder der sig en opmærksom og tæt stemning i det store rum. Alle kender historien, men trods det kan man ikke helt holde den lille gysende fornemmelse glæde borte, da ællingen endelig får øje på sig selv i søens sejl – og det hele ender godt.

Pandekagerne er fordøjet nu. Folkene fra Halløj-holdet sætter sig rundt omkring ved bordene hos de ældre og sludrer.

Anna Karlsen fra Troldehøj er i hopla. Hun har et godt øje Ingvard, der sidder overfor. Meeen, de er bare gode venner understreger hun. For de har begge to været gift tidligere – hver for sig altså, understreger hun.

Anna er med på den værste og ikke bleg for at gå i lære som sæbeboblepuster, da hun får tilbuddet. Hun ta’r lige et par prøverunder, før hun har helt styr på den lille dims, hun skal puste. Men så svæver der også små kulørte bobler om hendes hvide krøller.

66Mens nogle af halløj’erne sludrer, går andre rundt og deler hvide roser ud til de ældre. Og Anna, der er rap i replikken, er ikke bleg for at lokke Ingvards blomster fra ham. For med de fire, hun så har, er der pludselig nok til en vase!

Om der er, fordi sangene om sol og forår virkelig er nået helt op til de højere magter, er ikke til at sige. Men rummet virker lysere og stemningen lettere, end før Halløj-gruppen kom syngende ind med deres røde næser, blinkende hjerter og dryssende sæbebobler.