Hver for sig kan vi lidt – sammen kan vi meget!

”Det har været en rigtig god oplevelse at komme ud og opleve hverdagen som frivillig her. Der er så meget nærvær og omsorg, og det vil jeg gerne anerkende. Det er virkelig vigtigt, at vi hele tiden husker at sætte pris på det de frivillige gør!”
Mette Kristensen, i praktik på Hospice Sydfyn.

I sidste uge var 14 af de lokale politikere i praktik ude i flere af de lokale frivillige sociale foreninger. Der blev, efter hvad vi har hørt, arbejdet hårdt, snakket meget og stillet masser af nysgerrige spørgsmål – begge veje.

Praktikken gav, blandt andet, politikerne mulighed for at opleve hvor forskelligt det frivillige arbejde kan se ud, og en helt unik mulighed for at opleve hvor stor en indsats de frivillige yder. Og ikke mindst, en indsigt i hvor meget det betyder for alle involverede. For det at bidrage med hjælp og nærvær til nogen der har behov for det, giver også den frivillige et meningsfyldt liv og en enestående følelse af at være værdsat.

Vi glæder os, her i Frivilligcenter Sydfyn-Kontakt mellem Mennesker, over den store interesse der har været fra såvel foreningerne som fra politikernes side til at deltage – og vi lover at gentage succesen med en politiker i praktik igen til næste år.

”Det varmer at se den forskel de gør her, det er virkelig meningsfyldt. Mennesket er skabt til at være en del af et fællesskab – og det er man virkelig her. Chaufførerne der kører ud med maden, er for mange en livline. De kommer ikke bare med maden, de hjælper også med mange af de små daglige udfordringer ude ved de borgere de kommer ud til. Det gør mig glad at opleve det her!”
Bo Hansen, i praktik i Blomstercafeen

www.fyens.dk/Svendborg-Lokaldebat/Debat-Kaere-frivillige-Tak-for-sidst/artikel/3289238