PRESSEMEDDELELSE – Brugere af Café hos Narges mødes i denne coronatid på nettet.

Brugere af Café hos Narges mødes i denne coronatid på nettet.

Arkivfoto: Maria Fonfara

Narges Samimi har på grund grund af coronasituationen lukket for sin sociale café, men i stedet er det muligt for brugerne at mødes på nettet.

Svendborg: Siden coronakrisen brød ud i Danmark i marts, har vi alle på forskellig vis været berørt af krisen. Flere har følt sig mere ensomme og isolerede, og i en tid hvor meget lukker ned, er behovet for fællesskab større end nogensinde før.
Det mener i hvert fald Narges Samimi, projektleder i det kvindelige, tværkulturelle madfællesskab, Café hos Narges. Hun har selv været nødt til at lukke caféen ned på grund af hensyntagen til Covid-19.

- Mange af kvinderne, som normalt kommer i cafeen, er utrygge ved situationen og møder derfor ikke op. Derfor har jeg valgt at lukke cafeen for en stund, men vi håber snart at kunne åbne igen, siger Narges Samimi i en pressemeddelelse.
Forskning viser, at isolation kan have stor påvirkning på vores psykiske helbred og mentale trivsel, og det bekymrer også Narges Samimi.

- Flere af kvinderne, som kommer her i huset, er i forvejen sårbare og ensomme. De mangler fællesskaber og tilknytning til samfundet. Derfor er cafeen sådan et vigtigt fællesskab for dem. Jeg arbejder på højtryk for at komme i kontakt med dem på andre måder, siger hun.

Narges Samimi har for eksempel oprettet en Whats Up-gruppe, hvor kvinderne dagligt har kontakt med hinanden. Derudover kan man altid ringe til Narges mandag, tirsdag og onsdag i tidsrummet kl. 10-12.

Mange af kvinderne, som normalt kommer i cafeen, er utrygge ved situationen og møder derfor ikke op. Derfor har jeg valgt at lukke cafeen for en stund, men vi håber snart at kunne åbne igen

Mens Narges Samimi venter på, at cafeen igen kan åbne op, arbejder hun på forskelligartede opgaver – heriblandt integrationsprojekter med nye samarbejdspartnere, som blandt andet involverer opstart af læsegruppen ”Kvinder læser” samt et kogebogsevent på den kommende festival ”5700 fortæller” i november.

Cafeen søger i øvrigt en frivillig fundraiser. Interesserede kan tage kontakt til Sara Mellson på saramellson@gmail.com