Bliver det mon jul igen i år?

Bliver det mon jul igen i år?Ja – selvfølgelig gør det det!

Igen i år, og for 22. ende gang, holder Kontakt mellem Mennesker juleaften i Skallen.
Jul i Skallen er en traditionel, gammeldags juleaften baseret på den kristne tradition og ikke mindst, fuld af god dansk hygge med fællessang og -spisning, dans om træet og gave til børnene.

Jul i Skallen er igen i år bakket flot op af mange af byens erhvervsdrivende, netværk og organisationer, der enten har doneret pengebeløb eller varer til julemiddagen. Og igen i år har eleverne på Thurø skole doneret julegaver til de børn der holder juleaften i Skallen.
De mange flotte donationer gør det muligt for os at holde en rigtig flot juleaften for 100 mennesker, med en meget beskeden brugerbetaling for deltagerne.

Billetsalget frigives mandag d. 3. december kl. 10
En billet koster 30,- pr. person. Billetter betales kontant og kan kun købes ved personligt fremmøde i Havnegade 3. Børn under 4 år er gratis, alle børn skal være i følgeskab med forældre.

Billetten inkluderer flot juletræ og fint pyntede borde, julemiddag med and, medister og flæskesteg og alt hvad der nu hører sig til, ris ala mande med mandelgave, drikkevarer – sodavand til børnene og et glas vin til de voksne, godtepose og en julegave til børnene og et flot kaffebord med søde sager og hjemmebag til at runde aftenen af.

Alle er velkomne! Men da der er begrænset med pladser, og billetterne sælges efter princippet først til mølle, er det en god ide ikke at vente for længe med at købe billet.

Ønsker du og din organisation også at støtte Jul i Skallen? Mange bække små, gør en dejlig jul for 100 mennesker – og alle donationer gør en væsentlig forskel. Har I spørgsmål, eller ønsker yderligere information, kontakt da Frivilligcenter Sydfyn, Kontakt mellem Mennesker på 62 20 11 30. Donationer kan indbetales til konto “Juleaften i Borgerforeningen”, registreringsnummer 0815 kontonummer 8155779897.