PRESSEMEDDELELSE Det´ sørme – det´ sandt – de´cember … (næsten)

og december betyder én ting især – JUL. 

Igen i år arrangerer Frivilligcenter Sydfyn/Kontakt mellem Mennesker juleaftensfest i
Skallen; i år for 20. gang.
Juleaften i Skallen er for alle, der har lyst til at være sammen med andre mennesker på denne højtidsaften og deltage i de traditionelle danske juleaktiviteter: Spisning, sang, dans om juletræ og gaver til de søde børn, og det er jo alle børn!

Festen kan holdes fordi forretninger og virksomheder i det sydfynske hjælper til med sponsorater og en stor gruppe frivillige hjælpere donerer deres tid. Selvfølgelig kommer Julemanden på besøg; ellers var det ikke rigtig juleaften. Måske er det vigtigste ved arrangementet netop denne juleånd der byder velkommen i det glade fællesskab. Flere frivillige hjælpere har været med næsten lige så længe der har været en fest. Det siger meget klarere end nogen annonce eller reklame, hvilken dejlig aften de oplever.
Både sponsorer og de frivillige hjælpere skal allerede her have en dybfølt tak for indsatsen. Uden jer, ingen fest.

Billetter til Juleaften i Skallen kan købes ved personligt fremmøde fra torsdag den 1. december til og med torsdag den 22. december hos Kontakt mellem Mennesker på Havnegade 3.
Pris pr. person 25 kr. Alle børn får en gave og der er flere gevinster at vinde for de voksne.
Kontakt mellem Mennesker er åben mandag – torsdag 10-16.

PRESSEMEDDELELSE Striber af ildsjæle – kom og snus!

Presse d. 22.09.2016

Sæt kryds i kalenderen og mød striber af ildsjæle og deres foreninger.
Traditionen tro afholder Kontakt mellem Mennesker Foreningsmarked med byens frivillige sociale foreninger.

Arrangementet finder sted på Ramsherred ved Torvet i Svendborg, lørdag den 1. oktober kl. 10-13.
Du kan blandt andet møde det nye ”Barnets Blå Hus”, Hjerteforeningen, Genbrugskontakten og mange andre frivillige sociale foreninger. Der vil være musikalske indslag fra Bandet Impuls.

Snus rundt, snak med de frivillige ildsjæle og se hvad den frivillige verden har at byde på.
For mere information se www.kontaktmellemmennesker.dk.

 

PRESSEMEDDELELSE Generalforsamling i Frivilligcentret

Frivillighuset SvendborgPresse 17. marts 2016

Frivilligcenter Sydfyn/Kontakt mellem Mennesker afholdt generalforsamling mandag den 14. marts i Frivillighuset. Det har været et ekstremt travlt år for frivilligcentret, som bl.a. har fået støtte fra Trygfonden til to forskellige projekter og også har flere samarbejder i gang med Svendborg Kommune, bl.a. om det kommende demensby.

Sidste år var frivilligcentrets leders 25 års jubilæum. Susanne Aasholm har været ansat i Kontakt mellem Mennesker siden det hele begyndte med socialrådgiver Lone Møller som initiativtager i 1989. Susanne har været daglig leder siden 1999.

I år siger frivilligcentret farvel til endnu en 25 års jubilar, nemlig Kirsten Ljungdalh, næstformand for bestyrelsen. Kirsten meldte sig som frivillig da hun forlod arbejdsmarkedet og har været i gang, i flere roller, i årenes løb. Kirsten fortsætter i arbejdsgruppen for frivilligcentrets genbrugsbutik GenbrugsKontakten, men vil ikke længere være bestyrelsesmedlem. Erik Witten, som nu er suppleant til bestyrelsen, overtager denne plads som medlem og Per Krone bliver centrets nye suppleant. Graham Thompson fortsætter som den anden suppleant. Bestyrelsesmedlemmer Erik Ejlersen, formand, Erwin Hentzer, Karen Strandhave og Helen Ramsdal fortsætter ligeledes. Tænk bare, 25 år som frivillig det samme sted! Det er noget der giver livsglæde.

En særlig TAK blev givet til GenbrugsKontakten, der støtter frivilligcentrets arbejde i Svendborg økonomisk. Uden den fabelagtige indsats fra butikkens frivillige kunne frivilligcentret slet og ret ikke fortsætte sit virke fra år til år.

Det var derfor en meget tilfreds bestyrelsesformand der kunne berette om travlhed – ind imellem træthed – af den absolut bedste slags. Med en fin kommunal støtte, dygtige frivillige, nye projekter såsom Gå Dig Glad og gamle projekter som den internationale mødregruppe Mamma Mia, i gang med gruppe nr. 16. Se frivilligcentrets ugentlige annonce for et indblik i, hvad der mere er i gang i dit frivilligcenter.